Faktaboks

Théophile Gautier
Født
30. august 1811
Død
23. oktober 1872
.

Théophile Gautier var en særdeles produktiv fransk forfatter, kunst- og teateranmelder. Gautiers forfatterskab tog udgangspunkt i romantikken med Poésies (1830), og han ledede selv slaget, iført rød vest, da romantikkens gennembrud på teatret fandt sted i 1830 med Hernani af Victor Hugo.

L'art pour l'art

Gautier fjernede sig allerede i 1830'erne fra de samfundskritiske tendenser i den franske romantik og bidrog afgørende til dannelsen af begrebet l'art pour l'art med forordene til digtsamlingen Albertus (1832) og romanen Mademoiselle de Maupin (1835, dansk 1945) om kunstens uafhængighed af borgerlig moral og samfundsmæssig nytte. Forelskelsens mange varianter i denne roman – Gautier havde selv et kærlighedsliv fuldt af eventyr og storme – og i hans talrige fantastiske fortællinger, fra La Morte amoureuse (1836, Den døde forelskede kvinde) til Spirite (1865), hører til 1800-tallets vigtigste litterære udtryk for det underbevidste. Samtidig blev Gautiers dyrkelse af den æstetiske skønhed mere fremtrædende, et ideal, han formulerede endegyldigt i digtet "L'Art" (Kunsten) i samlingen Emaux et camées (1852, Emaljer og kaméer), som indvarsler senere forfatteres arbejde med en mere upersonlig digtning.

Ved siden af det litterære forfatterskab var Gautier en flittig og indflydelsesrig teater- og kunstanmelder. Han efterlod mange hundrede teateranmeldelser skrevet ugentlig fra 1836 og frem i Émile de Girardins avis La Presse.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Lacoste, Claudine (1987). Gautier. Dictionnaire des littératures de langue française. Paris: Bordas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig