Faktaboks

Stendhal
Født
23. januar 1783
Død
23. marts 1842

Stendhal. Sine sidste 12 år tilbragte Stendhal hovedsagelig i Italien, hvor han kunne dyrke sin kærlighed til italiensk kunst. Han skrev i denne periode en række farverige historiske noveller, Chroniques italiennes (1855). Stendhal var ofte på lange orlovsophold i Paris, hvor han døde af et slagtilfælde. Maleri af Olof Södermark (1790-1848), dateret Rom 1840. Musée de Versailles.

.

Stendhal, pseudonym for Henri Beyle, var en fransk forfatter. Pseudonymet skyldes antagelig Henri Beyles beundring for den tyske arkæolog og kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmann, der var født i Stendal (Brandenburg).

Stendhal udgik fra den liberale, velstående middelklasse i provinsen (Grenoble). Moderen døde tidligt, og Stendhal havde et problematisk forhold til sin skinhellige far; hadet til faderen er et fast tema i romanerne. Han begyndte en ingeniøruddannelse, men blev under indtryk af tidens patriotisme soldat, først som aktiv i Italien, dernæst i Napoleons hæradministration. Han deltog i flere felttog og oplevede indtagelsen af Moskva. Efter Napoleons fald levede Stendhal længe i Italien som skribent. Han debuterede under navnet Stendhal med en kærlighedserklæring til Italien (Rome, Naples et Florence, 1817), fulgt op af Promenades dans Rome (1829, dansk Vandringer i Rom, 1982). Først i 1830 forsonede han sig med monarkiet og fik en mindre stilling som fransk konsul, først i Trieste, dernæst i Civitavecchia.

Stendhals værk er ganske omfattende, men hans store romaner gik i den grad op mod tidsånden, at han måtte finde andet at leve af; Stendhal selv tilegnede dem ironisk "to the happy few" og erklærede stolt, at han først ville blive læst og forstået om 50 år. Mange skrifter, især de selvbiografiske, udkom først efter Stendhals død, og en del er ufuldendte, bl.a. romanen Lucien Leuwen (1833-1936, udg. 1855). I eftertiden har hans dagbøger og især den selvbiografiske roman Vie de Henry Brulard (skrevet 1835-36, udg. 1890) fundet et stort publikum, der fascineres af Stendhals særlige livsfilosofi, som han selv kaldte egotisme. For den irreligiøse Stendhal bestod livets mening i at søge lykken gennem en dyrkelse af jeget; men samtidig var han livet igennem forelsket som en sværmerisk yngling.

Romanværket

Stendhal er dog først og fremmest kendt for de store romaner, hvori man genfinder denne spænding mellem desillusioneret lykkejag efter magt og ære og drømmen om den store kærlighed, der alene kan give tilværelsen sand mening. I hans mest kendte (og filmatiserede) roman, Le Rouge et le Noir (1830, da. Præst og Socialist, 1897, Rødt og sort, 2000), møder læseren således den grove savværksejers begavede søn, Julien Sorel. Julien får en solid boglig uddannelse, der giver ham adgang som huslærer hos borgmesterfamilien Rênal.

Her møder han den store lidenskab hos den unge Mme de Rênal, men Julien vil gøre karriere. Via en præsteskole i Besançon bliver han sekretær hos den højfornemme markis de la Mole, hvis datter Julien forfører. Hans lykke synes gjort, da deres giftermål gennemtrumfes af den viljestærke og vildt forelskede Mathilde de la Mole. Men i desperation forsøger Julien at skyde Mme de Rênal i hjembyens sognekirke, da han ikke kan glemme den sande kærlighed, der bandt dem sammen. Han dømmes til døden, og i fængslets møder med Mme de Rênal oplever han endelig den fuldkomne lykke, fordi ambitionen nu er slukket.

La Chartreuse de Parme (1839, dansk Klosteret i Parma, 2006, tidl. dansk titel: Hoffet i Parma, 1900) er en hyldest til den italienske livsstil og til ungdommens lidenskab og glød, inkarneret i helten Fabrice del Dongo. I Lucien Leuwen beskrives atter Julikongedømmets middelmådighed, hvor det sociale liv er præget af kedsomhed, og den eneste lidenskab er pengebegæret.

Kærlighed og psykologi

Stendhal var livet igennem optaget af kærlighedens psykologi, som skildres i hans vigtigste essay, De l'Amour (1822). Hans teori om kærlighedens faser, beundring, begær, håb, første krystallisering, tvivl, anden krystallisering, har stor psykologisk interesse. Gennem krystalliseringsbilledet vil Stendhal fortælle, at det, som tiltrækker os ved den elskede, er egenskaber, som vort eget sind langsomt bygger op som et krystalpanser, der glitrende skjuler den virkelige person. Kun kunsten formår at bryde gennem skjoldet.

Litteratur

  • Berthier, Philippe (2013). Avec Stendhal. Paris: de Fallois.
  • Boll-Johansen, Hans (1979). Jeg og du: ideerne i Stendhals kærlighedsteori. København: Akademisk Forlag.
  • Boll-Johansen, Hans (1979). Stendhal et le roman: essai sur la structure du roman stendhalien. Paris/København: Grand Chêne/Akademisk Forlag.
  • Brombert, Victor (1968). Stendhal: fiction and themes of freedom. New York: Random House.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig