Faktaboks

Prosper Mérimée
Født
28. september 1803
Død
23. september 1870
Prosper Mérimée
Prosper Mérimée portrætteret i 1869
Af /Les Musées de la Ville de Paris.

Prosper Mérimée var en fransk forfatter. Forfatterskabet domineres af en lang række fortællinger, og Mérimée har bevaret sin berømmelse i kraft af historien om Carmen.

Han debuterede dog med en samling læsedramaer, Théâtre de Clara Gazul (1825), der fulgtes af de første fortællinger i 1829. Selvom han kronologisk befinder sig midt i romantikken, skiller han sig ud fra den med sine to romaner, Chronique du règne de Charles IX (på dansk Brødrene, 1832), fra religionskrigenes tid i 1500-tallet, der mere er en god historie end en historisk roman, og La double méprise (1833), et ironisk studie i en kvindekarakter, der ender tragisk.

Mérimée blev i 1834 generalinspektør for historiske mindesmærker, en post han bevarede under Napoleon 3., hvis styre passede hans konservative holdninger godt. Den historiske og arkæologiske interesse, som førte ham ud på mange rejser, bl.a. i Sydeuropa, gav ham stof til nye fortællinger. Det gennemgående tema er sammenstødet mellem lidenskabernes magt og en social eller fornuftig orden. Colomba (1840), der egentlig handler om blodhævn og kærlighed på Korsika, udvikler sig til en konflikt mellem traditionerne på øen, en stolt kvinde og de nye tider. I La Vénus d'Ille (1837), et mesterværk inden for den såkaldt fantastiske litteratur, bliver en genfunden Venus-statue, tilsyneladende udstyret med overnaturlig kraft, årsag til heltens brutale død.

Den berømteste af Mérimées fortællinger, Carmen (1845, på dansk i 2008), er i modsætning til de andre en tragedie om mennesker i lidenskabernes vold; de lidenskaber, der ofte hos Mérimée skaber uhygge og tragiske omstændigheder. Fortællingen har gået sin sejrsgang over det meste af verden med Georges Bizets berømte opera af samme navn (1875) med libretto af Ludovic Halévic og Henri Meilhac. I 1981 gav Peter Brook sin film La Tragédie de Carmen (1981) forlægget en ny, sigende titel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig