Gérard de Nerval

Nervals liv var præget af tilbagevendende psykotiske anfald, som også lå bag hans selvmord, men hans digteriske geni fornægter sig ikke på noget tidspunkt. På rejser i Europa, Nærorienten og barndommens land i omegnen af Paris søgte han at få hold på virkeligheden. Hans rejseskildringer er en grundstamme i forfatterskabet: Voyage en Orient (1851, Rejse i Nærorienten), Lorely (1852, Lorelei) og Promenades et souvenirs (1854-1855, Vandringer og erindringer).

I novellesamlingen Les Filles du feu (1854, Ildens døtre, med hovedværket "Sylvie. Souvenirs du Valois") samt den selvbiografiske beretning Aurélia (1855, på dansk Aurélia og Sylvie, 2002) kan man følge Nervals besættelse af personligt erindringsstof, visioner og græske myter. De indgår i hans forsøg på at genoprette den ødelagte sammenhæng mellem fortid og nutid, ydre eksistens og indre følelsesliv. Sylvie har optaget mange forfattere, bl.a. Marcel Proust i Contre Sainte-Beuve.

Aurélia ou le Rêve et la Vie, Nervals sidste, ufuldendte værk, som hans nervelæge anbefalede ham at skrive, optager selvbiografiske elementer i en fiktion, der præges af en overnaturlig verden, hvor grænserne for tid og sted fortoner sig. Teksten appellerede derfor til de franske surrealister. Nerval arbejdede på den før og efter en rejse i Tyskland, hvor han ville finde sin mors gravsted. Han gennemførte denne "nedstigning til underverdenen" geografisk og tekstligt for at genoplive fortiden og nå til en forløsning, og man møder flere steder i hans tekster den græske Orfeus-skikkelse.

I Les Nuits d'octobre (1852, Oktobernætter) beretter han om en tur fra Paris, som han søger at skildre realistisk, til barndommens Valois, som til gengæld bliver til en foruroligende nedstigning til et Dante-helvede, der minder ham om Den Guddommelige Komedie.

I de 12 sonetter Les Chimères (1854, dansk Kimærerne og andre digte, 2019) forlader Nerval definitivt al romantisk jeglyrik og indsætter et anonymt jeg eller vi i en mytisk verden med stof fra græsk og ægyptisk mytologi og landskaber fra Grækenland og Rom. Centralt står her den græske Kybele, fornyelsens gudinde, som også optræder i det fem sonetter store digt Le Christ aux Oliviers om den forladte Kristus på Oliebjerget.

Nerval udgav som 19-årig en opsigtsvækkende oversættelse af Otte scener af Faust med musik af Hector Berlioz, efterfulgt af en oversættelse af Faust. Anden del (1840) samt digte af Heinrich Heine (1848).

Han var et udpræget fortællertalent og spejler sig selv i en række historier med titlen Les Illuminés ou les Précurseurs du socialisme (1852, De visionære eller forløberne for socialismen). Her beretter Nerval om nogle tænkeres "excentriske" idéer og "socialistiske", dvs. utopiske tanker, men i virkeligheden kredser han igen om forholdet mellem drøm og virkelighed.

Teaterverdenen åbnede for andre fortællinger, og Nerval tog del i redaktionen af operalibrettoerne til Piquillo (1837) og Les Monténégrins (1849), var en flittig teateranmelder, og hans forelskelse i skuespillerinden Jenny Colon (1808-1842) gennemsyrer mange af hans tekster.

• Frankrigs litteratur
• romantik

• Cellier, Léon (1974). Nerval. Paris: Hatier.
• Friis, Elisabeth (2004). Mytens æstetik: Orfeus hos Gérard de Nerval, Victor Segalen og Rainer Maria Rilke. RUC: Institut for Sprog og Kultur.
• Lund, Hans Peter (1994). Artiklerne om Nervals værker. Dictionnaire des œuvres littéraires de langue française. Paris: Bordas.
• Lund, Hans Peter (2002). Efterord. Gérard de Nerval. Aurélia og Sylvie. København: Gyldendal.
• Pichois, Claude & Michel Brix (2006). Dictionnaire Nerval. Tusson, Charente: Du Lérot.