Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

François-René de Chateaubriand

Oprindelig forfatter HPLu Seneste forfatter HPLu

François-René de Chateaubriand. Litografi af François-Séraphin Delpech (1777-1825) efter tegning af Zéphirin Belliard (f. 1798), efter maleri af Anne-Louis Girodet-Trioson Mand hensunken i meditationer over Roms ruiner. Portrættet udstilledes i Paris i 1810, men modellens navn nævntes ikke, da Chateaubriand var faldet i unåde hos Napoleon. Den politiserende romantiker var i 1804 trådt ud af diplomatiet i protest mod, at kejseren havde ladet et medlem af den franske kongefamilie henrette.

François-René de Chateaubriand. Litografi af François-Séraphin Delpech (1777-1825) efter tegning af Zéphirin Belliard (f. 1798), efter maleri af Anne-Louis Girodet-Trioson Mand hensunken i meditationer over Roms ruiner. Portrættet udstilledes i Paris i 1810, men modellens navn nævntes ikke, da Chateaubriand var faldet i unåde hos Napoleon. Den politiserende romantiker var i 1804 trådt ud af diplomatiet i protest mod, at kejseren havde ladet et medlem af den franske kongefamilie henrette.

François-René de Chateaubriand, 4.9.1768-4.7.1848, fransk politiker og forfatter.

Han gjorde sig stærkt gældende på den kongetro højrefløj med historiske og politiske skrifter, men står i vore dage mest som eksponent for den nye jeg-bevidsthed i fransk romantik, som kom til udtryk i hans romaner, rejsebeskrivelser og erindringer.

Chateaubriand var yngste søn i en gammel bretonsk adelsfamilie, født i Saint-Malo og opvokset på herresædet Combourg, som faderen erhvervede for den formue, han havde tjent som reder. Sønnen deltog kort i koalitionskrigene mod den nye franske republik og emigrerede derefter, først til Amerika, siden til England.

Annonce

Ved sin tilbagevenden til Frankrig i 1800 havde han allerede vist sin optagethed af historiske omvæltninger med Essai sur les révolutions (1797), som blev fulgt op af De Buonaparte et des Bourbons (1814), La Monarchie selon la Charte (1816, Kongedømmet ifølge Konstitutionen) og politiske debatartikler i Le Conservateur (1818-1820).

Chateaubriand havde tidligere leveret et stærkt forsvar for katolicismen i Génie du christianisme (1802, Kristendommens ånd) og kunne derfor træde lige ind på den politiske scene efter Napoleon 1.'s fald.

Hans særlige interesse for Frankrigs storhed internationalt gjorde ham til ambassadør i London, Berlin og Rom og til udenrigsminister 1822-24. Selvom han stædigt støttede Bourbonerne, også efter Karl 10.'s fald i 1830, gik han ind for liberale fornyelser og var konstant imod censur.

Chateaubriand havde selv det frie ord i sin magt og udnyttede det til at føre sig frem politisk, ideologisk og litterært. Stilistisk har hans tekster et stærkt retorisk og højtideligt præg, ofte selvhøjtideligt, fordi de taler individets sag, ja er individets sag, som det fremgår af jeg-personens beretning i rammefortællingerne Atala (1801, da. 1888) og René (1802, da. 1968).

Begge fortællinger er udsprunget af hans egne oplevelser som emigrant, og specielt René blev af stor betydning for samtiden pga. sin gribende fremstilling af den ensomme romantiske helt.

Romanen Les Martyrs (1809, Martyrerne) om de kristne martyrer i Rom svarer både til Chateaubriands historiske interesse og hans kamp for kristendommen, mens romanen Les Natchez (1826, Natchez-indianerne) følger Renés skæbne hos et naturfolk i et land, hvor Chateaubriand selv havde været.

Hans sidste roman, Vie de Rancé (1844, Rancés liv), der fortæller en trappistmunks livshistorie fra 1600-t., kan læses som et symbolsk billede på hans egen skæbne, men afklaret og renset for alle forviklinger.

Chateaubriands dyrkelse af rejsebeskrivelsen, navnlig med Itinéraire de Paris à Jérusalem (1811, Rejse fra Paris til Jerusalem), svarer til den selvbiografiske tendens i forfatterskabet, der kulminerer i hovedværket Mémoires d'outre-tombe (posthumt 1848-50, da. Erindringer fra den anden Side Graven, 1943 og 1990).

Værket er bygget op om forfatterens livshistorie med billeder af den unge drømmer i Bretagne, rejserne til Amerika og Mellemøsten, de politiske konfrontationer, den forkætrede og beundrede Napoleons historie, forholdet til Juliette Récamier, de politiske kampe i 1820'erne og i 1830, det hele afsluttet med et portrætgalleri af betydningsfulde samtidige og en vision af Europas fremtid.

Chateaubriand brugte materiale fra sine bøger, politiske debatter og breve, men føjer alt sammen til en beretning om en engageret idealist, der også var et lidenskabeligt drømmende menneske — en romantisk dobbelthed, der her fremstår som et gravmæle, netop da romantikken er ved at klinge ud.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Peter Lund: François-René de Chateaubriand i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56131