Alfred de Vigny står som en af de betydeligste franske forfattere fra den romantiske periode. Han slog først ind på en militær karriere, som varede til 1827. Trods sin succes som digter, dramatiker og romanforfatter trak han sig mere og mere tilbage fra det offentlige liv og bosatte sig til sidst på familiens gods Maine-Giraud i Charente.
Alfred de Vigny
Faktaboks
Alfred de Vigny
- Født
- 27. marts 1797, Loches, Indre-et-Loire
- Død
- 17. september 1863, Paris
Vigny blev efter flere forsøg valgt ind i Det Franske Akademi i 1845, ud over Æreslegionen hans eneste officielle anerkendelse. En kort politisk ambition 1848-1849 bar ikke frugt.
Vignys forfatterskab
Forfatterskabet markerer en krise i menneskeopfattelsen hen mod midten af 1800-tallet: Kristus er lige så forladt af Herren som andre mennesker (digtet "Le Mont des Oliviers" i hovedværket Les Destinées), og selv mennesker med en høj etik står alene.
Det gælder i særdeleshed Julian Apostata, hovedpersonen i romanfragmentet Daphné (udgivet posthumt, 1912), der i Vignys fremstilling var vidne til angrebene på ”hedenskabets” høje idéer om ”Skæbne, Retfærdighed, Styrke og Dyd”.
Vignys digte: ensomhed og skæbne
Vigny udgav i 1822 digtsamlingen Poèmes, som han udvidede til Poèmes antiques et modernes (1826, definitiv udgave i 1841). Blandt motiverne finder man Moses og Syndfloden, helteskikkelsen i det oldfranske Rolandskvadet, og fra den moderne tid det storslåede digt "Paris" (1831) om civilisationen i opbrud. Digtene kredser om mennesket i en problematisk eksistenskamp over for en fjern og ubønhørlig Gud.
Digtsamlingen Les Destinées
Vigny arbejdede videre med disse symboliseringer af ensomhed og skæbne fra 1838 til sin død og gjorde skæbnen til den centrale idé i sit hovedværk, digtsamlingen Les Destinées (udgivet posthumt i 1864, Skæbnegudinderne).
I store, tankemættede digte udtrykker han her menneskets fundamentale eksistensvilkår som beroende på et brud mellem Skaberen og skabningen: Vigny anså ikke sig selv for at være egentlig troende, men havde bevaret "næstekærligheden og håbet". Han mødte gerne Guds tavshed med en accept af de menneskelige lidelser og en utvetydig stoicisme, som i "La Mort du loup" (Ulvens død).
Samtidig bekender han sig i det store digt "La Maison du berger" (Hyrdens hus) fra Les Destinées til idéen om digterens ophøjede, profetiske mission i forhold til menneskene. Digteren skal i den forbindelse kunne fjerne sig fra den profane hob, en holdning, der nærmer ham til Villiers de l'Isle-Adam og Stéphane Mallarmé. Mange af hans tanker kan følges i Journal d'un poète (udgivet posthumt i 1867, på dansk uddrag i En digters dagbog (1950).
Prosa og teater: en personlig etik
Mange af Vignys temaer genfindes i hans romaner og værker for teatret. Både i sin egenskab af adelsmand, soldat og digter så han sig som en ensom forkæmper for høje idéer.
Den historiske roman Cinq-Mars (1826, på dansk i 1848) handler om adelens håbløse kamp mod den franske kongemagt i 1600-tallet. Sin idealisme som digter udtrykte han i romanen Stello (1832) og det populære teaterstykke Chatterton (1835), begge om forliste, geniale forfattere. Hans desillusion som soldat kommer til udtryk i fortællingerne i Servitude et grandeur militaires (1835, på dansk Trældom og Storhed i Soldaterlivet, 1945). Temaerne er her lydighed, pligtfølelse og selvopofrelse, som Vigny illustrerer gennem tre militære skæbner, hvor han koncentrerer sig om at iagttage "sandheden om den menneskelige natur" og søge en personlig etik.
Læs mere i Den Store Danske
Litteratur
- Bénichou, Paul (1988). Vigny. Les Mages romantiques. Paris: Gallimard.
- Lund, Hans Peter (1994). Artiklerne om Vignys værker. Dictionnaire des œuvres littéraires de langue française. Paris: Bordas.
- Viallaneix, Paul (1964). Vigny par lui-même. Paris: Éditions du Seuil.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.