Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais

Oprindelig forfatter JPed Seneste forfatter sthornval

Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais, 1732-1799, fransk komediedigter, urmager, bogtrykker, musiker, forretningsmand og urolig sjæl. "Figaro" er hans kendteste litterære figur, som Rossini gjorde berømt og Mozart udødelig. Men Figaroskikkelsen er Beaumarchais' egen udbygning af den klassiske komedies tjenerrolle, og det var hans skuespil Barberen i Sevilla (1775, da. 1777) og Figaros bryllup (1784, da. 1785), de to operakomponister brugte som forlæg.

Selvom disse to komedier i dag er de eneste, der fortsat spilles (og ikke mindst læses), har Beaumarchais alene i kraft af dem en berettiget plads i dramahistorien, men det bør huskes, at hans produktion også omfatter adskilligt andet: revylignende optrin, komedier og dramaer (Eugénie 1767, da. 1775) og librettoen til Salieris opera Tarare (1787). Heraf udgør de to nævnte klassiske komedier sammen med det borgerlige drama La Mère coupable (1792, Den brødefulde moder) en trilogi, der netop holdes sammen af Figaro og enkelte andre gennemgående figurer. Desuden skylder eftertiden Beaumarchais den første samlede udgave af Voltaires værker, samt fire bind Mémoires (1773-74).

Barberen i Sevilla viser allerede Beaumarchais' mesterlige greb om intrigen. I den klassiske komedies mønster, men i opskruet tempo og med stærkere psykologisk vægt lader han Figaro, som er barber i Sevilla, hjælpe den unge grev Almaviva til at ægte den skønne Rosina, som egentlig var bestemt for sin formynder, den gamle doktor Bartholo. I den følgende komedie, Figaros bryllup, udnytter Beaumarchais succesen og fører spillet om kærlighed og magt videre: Greven vil benytte sin position til at nyde Suzannas gunst, før hun kan forenes i bryllup med sin Figaro, der nu er kammertjener hos greven. Denne lader Rosina, nu grevinden, hensmægte i længsel (og sværme for den unge page Cherubino), mens han selv jagter adskillige skørter på sin vej. I komediens verden ender erotikkens vildveje dog blindt, og ro og orden genoprettes før sidste tæppefald.

Annonce

Sådan forholder det sig ikke i trilogiens sidste del, hvor en ny kærlighedsintrige, mellem greveparrets søn Léon og grevens myndling Florentine, først løses, da det røbes, at også grevinden har haft sine hemmeligheder: Cherubino er Léons rigtige far, som greven er Florentines! Greven må af tvingende grunde tilgive sin hustru, den brødefulde moder.

Dialogens tempo og realisme bidrager såvel som udnyttelsen af det sceniske rum til Beaumarchais' klassikerstatus. Men derudover har Figaros bryllup en særlig position i kraft af sin stærke sociale indignation, der har fået mange til at tale om komedien som en forløber for Den Franske Revolution. Beaumarchais var dog ingen ægte revolutionær sjæl, hvad trilogiens sidste del til fulde viser. Alligevel kan Figaros store monolog fra Figaros bryllup vise stemningen få år før revolutionen. "Figaro har dræbt adelen", skal Danton have sagt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Pedersen: Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45025