Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolas Edme Restif (Rétif) de la Bretonne

Oprindelig forfatter JPed Seneste forfatter Redaktionen

Nicolas Edme Restif (Rétif) de la Bretonne, 23.10.1734-2.2.1806, fransk forfatter. Restifs meget omfattende forfatterskab bæres af spændingen mellem to miljøer: barndommens provins i Bourgogne og Paris i revolutionsårene. Konflikten mellem de to miljøers livsformer og kultur præger hans værker, hvor fiktion og virkelighed bestandig blandes i en refleksion over det oplevede og opdigtede brud mellem land og by. Et andet dominerende tema, med samme kobling af fiktion og virkelighed, er en betydelig erotisk appetit, der længe har givet Restif ry for at være libertiner. I virkeligheden er han dog i lige så høj grad moralist, fx skriver han en Anti-Justine (1798, da. En godmodig libertiners lystne spilopper, 1965) mod Marquis de Sades kendte libertinerhovedværk. Kendtest er de biografiske og selvbiografiske digtninge La Vie de mon père (1779, Min fars levned) og Monsieur Nicolas (1794-97) samt Les Nuits de Paris (1788-94, Parisernætter), otte bind med journalistiske reportager fra især de nedre lag af revolutionstidens Paris.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Pedersen: Nicolas Edme Restif (Rétif) de la Bretonne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150695