Marquis de Sade, egl. Donatien Alphonse François de Sade, 2.6.1740-2.12.1814, fransk forfatter og filosof, der har givet navn til sadismen.

Sade blev tidligt libertiner med udskejelser i sit slot La Coste i Luberon i Provence og tilbragte mere end 30 år af sit liv i fængsel, hvor han skrev det meste af sit værk. Under fængslingen 1777-90 skrev han i 1782 den ateistiske Dialogue entre un prêtre et un moribond (1962, da. Samtale mellem en præst og en døende, 1966).

Omkring 1785 skrev Sade sit nok mest yderligtgående værk, Les 120 journées de Sodome (1931, da. De 120 dage i Sodoma, 1998), en art passionens botanik kulminerende i rædselsvækkende dødsmåder.

I 1787 skrev han det formentlig mest kendte værk, Les Infortunes de la vertu (1930, Dydens genvordigheder, da. Justine, 1979); i senere udgave Justine ou les malheurs de la vertu (1791), det første værk trykt i Sades levetid.

Løsladt sluttede Sade sig til Den Franske Revolution, skrev patriotiske pamfletter, anklagedes for moderatisme og undgik kun med nød og næppe guillotinen.

Fra 1795 stammer La Philosophie dans le boudoir (da. Filosofien i sovekammeret, 1966), der vender sig mod dødsstraf og forsvarer libertinage, dvs. udsvævelse og løsagtighed, så borgerne kan udleve deres magtlyster uden for politikken, samt Aline et Valcourt med Sades eneste positive utopi.

I 1801 blev Sade sendt til galeanstalten Charenton, hvor han levede til sin død; han fortsatte her sit arbejde med historiske romaner, teaterstykker m.m.

Det typiske værk har som ramme libertinage i et fjernt slot, og handlingen begrænser sig til en kæde af optrin med intensivering af pinslerne, lemlæstelse af kroppe, indtagelse af afføring osv. Selv libertinerne underkaster sig de skiftende tableauer med en mærkelig præcision og pligtfølelse.

En udbredt tredjepersonssynsvinkel, som ellers er sjælden i pornografi, giver en ejendommelig kølighed, så at sige naturens upersonlige synspunkt. Værket radikaliserer oplysningstidens materialisme: Alt er natur, og alle lyster derfor tilladt; naturen er neutralt stof, den er ikke i sig selv god.

Fortolkningen af værket i nyere tid er omstridt; de tyske filosoffer Theodor W. Adorno og Max Horkheimer så i Oplysningens dialektik (1947) Sade som en forløber for fascismen. Omvendt ser en stærk, sortromantisk fransk tradition (Guillaume Apollinaire, Georges Bataille, Maurice Blanchot mfl.) Sade som en radikal frigørelses og litteraturs foregangsmand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig