Faktaboks

Jacques Henri Bernardin de Saint-Pierre
Født
19. januar 1737, Le Havre, Frankrig
Død
21. januar 1814, Éragny

Jacques Henri Bernardin de Saint-Pierre var en fransk forfatter. Som kongelig ingeniør på Mauritius, "Frankrigs-øen" i Det Indiske Ocean, fandt Bernardin inspiration til et væld af "naturstudier", der fromt beskriver den tropiske frodighed som udtryk for Guds skaberkraft.

Hans berømmelse skyldes romanen Paul et Virginie (1787, dansk udgave 1802), en yndefuld beretning om to børns opvækst i pagt med naturen. Som senere i Chateaubriands Atala afløses idyllen af katastrofe og død til akkompagnement af elementernes rasen. Beskrivelsen af det lille øsamfund er nærmest at opfatte som en utopi. Forfatteren spiller naturtilstanden ud mod det etablerede samfund på en måde, der er karakteristisk for tiden op mod Den Franske Revolution.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig