Faktaboks

Jean de La Bruyère
Født
1645
Død
1696

Jean de La Bruyère, 1645-1696, fransk moralist, der i kraft af ét værk, Les Caractères (1688ff.), regnes blandt fransk klassicismes førende repræsentanter. Det skyldes, at han forener forsvaret for antikkens dyder og mønstre med en skarp og vittig samfundssatire og evnen til dybtborende psykologisk analyse. Han begyndte med at oversætte Theofrasts Karakterer og føje egne kommentarer til; men i løbet af talrige nye udgaver op til hans død trådte den græske model i baggrunden, og hans egne portrætter og analyser blev stærkt udbygget. Bag den satiriske portrætrække, som samtiden fornøjede sig med at sætte navne på, ligger en stærk forankring i klassicismens tanker om tradition og mådehold.

I sin fint tilslebne stil står de La Bruyère som en af fransk litteraturs første "moderne" prosaister, skønt han så sig selv som opponent netop til tidens nymodens strømninger. Et dansk udvalg, Portrætter og Maksimer, kom i 1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig