Pierre de Ronsard, 1524-1585, fransk renæssancedigter. Ronsard dyrkes fortsat som en af fransk litteraturs store kærlighedslyrikere, men hans livsværk omfattede adskilligt andet end de følsomme, fint ciselerede sonetter, hvori han besang sine skiftende udkårne.
Heftigt engageret i sin tid gennemlevede han aktivt de store strømninger: Humanismen blev den positive begivenhed, der åbnede hans øjne for den græske og latinske kultur og digtekunst, mens Reformationen og de derpå følgende religionskrige i Frankrig fandt ham som militant modstander af al calvinisme og lutherdom. Hans placering i samtiden var central, idet han nød en vis indflydelse ved hoffet og samtidig stod som den ubestridte leder af tidens førende digterskole, Plejaden.
Hans register spænder fra det voldsomt polemiske i skrifter mod protestantismen over det ophøjede og sprogligt fornyende i oder og hymner til en inderlig, vemodig tone i kærlighedsdigtene, oftest i sonetform. Ronsard anså digtekunsten for båret af en guddommelig inspiration, en fureur ('raseri, galskab'), uden hvilken varig digtning ikke kan skabes. En ikke ubetydelig del af hans egen poesi har vist sig levedygtig helt op til vor tid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.