Michel de Montaigne

Michel de Montaigne, Michel Eyquem de Montaigne, 28.2.1533-13.9.1592, fransk adelsmand, født på slottet Montaigne nær Bordeaux, død samme sted.

Montaigne var en af renæssancens store humanister, der med inspiration fra antikkens filosofi brød med middelalderens teologiske verdensopfattelse og koncentrerede interessen om menneskelivet her på Jorden. Han hører ikke, som Erasmus af Rotterdam, til de lærde universitetshumanister, men har netop haft betydning ved, som adelsmand, at gøre en ny humanistisk livsindstilling tiltrækkende for adelsfolk og borgere.

Sin tolerante og åbne livsholdning har han skildret i Les Essais (da. Essays, 1992), hvoraf de to første bind udkom i 1580. I 1588 udsendte han den samlede udgave af Les Essais omfattende også et nyt bind tre. Montaigne skabte og navngav hermed en ny litterær genre, essayet, der er et løst komponeret, ræsonnerende prosastykke, som fra forskellige vinkler belyser et bestemt emne. Den causerende, usystematiske stil svarer til den udogmatiske, prøvende holdning. Ordet essai havde på hans tids fransk mange forskellige betydningsnuancer såsom 'afprøvning', 'afvejning' og 'styrkeprøve'.

I sine essays causerer han frimodigt og åbenhjertigt over alle mulige emner, fra religion og politik til transportmidler og spisevaner. Alene herved kan de give den moderne læser et enestående indblik i et renæssancemenneskes verden. Samtidig er hans essays mærkværdigt tidløse, fordi de i meget ringe grad bygger på bestemte teorier om verdens indretning. Hans devise er Que-sais-je? 'Hvad ved jeg?'. Han tvivler på al den overleverede viden, såvel middelalderens som antikkens. Han leverer ingen skråsikre teorier, men desto flere umiddelbare sansninger, og han giver gode råd om, hvordan man kan leve med sin usikkerhed i en konfliktfyldt verden; hans Frankrig var præget af voldsomme religionskrige mellem katolikker og protestanter.

I sin ungdom studerede han jura og var 1557-71 dommer i Bordeaux. Hans erfaringer som dommer er der mange spor af i essayene. Imidlertid trak han sig tilbage fra sit dommerembede i 1571, i en alder af 38, for at skrive sine essays.

Han angiver selv, at han var led ved det offentlige liv og følte trang til et otium, men han har formodentlig også haft til hensigt at give et bidrag til løsning af samfundets åndelige konflikter.

Efter ni års forløb kunne han udsende de første to bind og var med ét slag en berømt mand i Frankrig. For at komme helt væk fra det krigshærgede Frankrig foretog han en rejse til Italien, som han har beskrevet i en morsom rejsedagbog, Journal de voyage (1. udg. 1774, da. Italiensrejse, 2005). Hans budskab er, at mennesker skal lære at acceptere sig selv i deres ufuldkommenhed i stedet for af lutter raseri over ikke at være perfekte at banke løs på andre mennesker. Mennesker skal ikke stræbe efter at være engle. De skal lære at glæde sig ved livet: "Det er den højeste grad af fuldkommenhed, ja, nærmest guddommeligt at kunne nyde sin tilværelse loyalt". Derfor fortæller han til mange frommes forargelse i sine essays om, hvordan han prøver at lære sig selv at kende og at acceptere sig selv, som han er.

Ved sin stærke betoning af nødvendigheden af at tage udgangspunkt i den tænkendes egen situation i stedet for i kosmos får han en plads i filosofihistorien som en af de første moderne europæiske tænkere.

Han har også sikret sig en plads i pædagogikkens historie ved at agitere for en individuel opdragelse til kritisk sans i modsætning til samtidens autoritære opdragelse: "Man bestiller ikke andet end at tude os ørerne fulde, som om man hældte vand gennem en tragt".

Den nyeste forskning viser, at han var meget mere engageret i den samtidige politik, end hans essays giver udtryk for, og en benyttet fredsmægler. I sine essays har han især villet bruge sig selv som eksempel på et afslappet menneske, der ikke behøver at slås for at få indhold i sit liv.

Montaigne nåede sit mål i den forstand, at hans essays blev en bibel for den franske og engelske adel. William Shakespeare var Montaignelæser, og essaygenren har sat mange blomster i England, fx hos Francis Bacon. I Danmark blev Montaignes essays forbillede for Ludvig Holbergs Epistler.

En komplet udgave på moderne dansk af Montaignes Essays 1-3 udkom i 1992 ved Else Henneberg Pedersen (f. 1937). Samme år udgav Bjørn Bredal Humanist til hest om Montaignes essays samt 2005 biografien Et renæssancemenneske som supplement til hans oversættelse af Journal de voyage.