• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Roseromanen

Oprindelig forfatter Kjaer Seneste forfatter Redaktionen

Roseromanen, Roman de la Rose, fransk allegorisk roman i to dele, ca. 1230 og ca. 1275. Guillaume de Lorris (1200/1210-efter 1240) er forfatter til første del, der omfatter ca. 4000 vers. Her etableres drøm og allegori som ramme: En ung mand træder ind i en have, hvor han ved Narcissuskilden bliver forelsket i en rosenknop, da Amor skyder sine pile af.

Han søger at nå rosen og hjælpes af den høviske kærlighedsmetaforiks personificerede dyder, mens lasterne spærrer ham vejen. Fortællingen slutter, inden hans begær opfyldes. Jean de Meungs (1240-1305) fortsættelse er på ca. 18.000 vers i skolastisk stil. Hans del slutter med defloreringen af den nu udsprungne rose og elskerens opvågnen. Denne del er præget af digressioner om lærde emner som fx kosmologi, naturfilosofi og moral, og Roseromanen blev da også læst som en encyklopædi over al tidens viden.

De mere end 300 manuskripter viser dens succes. År 1401 udløste Christine de Pisan "Striden om Roseromanen" i det intellektuelle miljø i Paris, da hun angreb Jean de Meung for kvindehad og usædelighed. Hun blev støttet bl.a. af teologen Jean Gerson.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jonna Kjær: Roseromanen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152684