Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Veijo Meri

Oprindelig forfatter ENor Seneste forfatter Redaktionen

Veijo Meri, f. 31.12.1928-21.06.2015, finsk forfatter og litterær oversætter. Født i Viborg, Finland. Han blev en forgrundsfigur i den finske prosamodernisme med romanen Manillaköysi (1957, da. Manilarebet 1963), der binder en række voldsomme og absurde krigshistorier sammen med skildringen af en soldats togrejse på vej hjem på orlov under Fortsættelseskrigen. Stoffet varieres i Sujut (1961, da. Lige for lige 1964). Manilarebet introducerer den objektive roman i finsk litteratur. Romanen er oversat til 23 sprog og har dannet grundlag for en tv-film af samme navn (1976). Meri bruger krigen til at spejle en forvreden tilværelse og blotlægge menneskets isolation og mekanisering. Hans gennemgående tema er livets uberegnelighed, eksemplificeret i krigen: Tukikohta (1964, da. Basen), Everstin autonkuljettaja (1966; da. Oberstens chauffør) og Kersantin poika (1971, da. Sergentens søn), der indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 1973. Bymiljø, rodløshed og farceagtige elementer indgår i Irralliset (1959, da. Blade for blæsten 1968) og Peiliin piirretty nainen (1963, da. Kvinde i spejlet 1965). Senere er Meri gået over til at skrive essayistik, biografier om bl.a. forfatteren Aleksis Kivi og marskal C.G. Mannerheim, foruden digte.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Nordgren: Veijo Meri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124317