Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ulla-Lena Lundberg

Oprindelige forfattere MayS og Mazz Seneste forfatter Redaktionen

Ulla-Lena Lundberg. Foto fra 2012.

Ulla-Lena Lundberg. Foto fra 2012.

Ulla-Lena Lundberg, f. 14.07.1947 i Kökar på Åland; finlandssvensk forfatter, uddannet som antropolog. Siden sin tidlige debut i 1962 har Ulla-Lena Lundberg profileret sig som en stilistisk dreven og episk kraftfuld prosaist, som uhindret bevæger sig mellem sit opvækstmiljø, Ålandsøerne, og den store verden.

Hendes hovedværk er "søfartstrilogien" Leo (1989, da. 1992), Stora världen (1991, da. Den store verden, 1993) og Allt man kan önska sig (1995), der giver et billede af både samfundsmæssige og mentalitetshistoriske forandringer på Åland fra midten af 1800-t. med dets selvfølgelige landsbyfællesskab til 1990'ernes atomiserede individualisme.

Væsentlig er også essaybogen Sibirien. Ett självporträtt med vingar (1993, da. Sibirien: Selvportræt med vinger, 1995) om rejser, fugle og kærlighed, det sidste mest som tab. 1997 udkom den lille, udsøgte roman Regn (da. 1999), der ligesom et par tidligere værker — bl.a. den thrilleragtige Sand (1986) — udspiller sig i Afrika, og som fantasifuldt drager paralleller mellem de eksistentielle vilkår for en buskmand for mange hundrede år siden og en moderne nordisk ulandsfrivillig.

Annonce

I 2001 kom Ulla-Lena Lundbergs bidrag til en stor genre i finsk litteratur, krigsromanen. Marsipansoldaten er en detaljemættet skildring af to brødres liv ved fronten under Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen under 2. Verdenskrig og af deres familie i et stadig mere krigsmærket og knaphedspræget Finland. Romanen er en forgrening af hendes Ålands-trilogi, som den har delvis personfællesskab med. Is fra 2012 (da. 2013) er en fortælling om et ægteskab i et afsides øsamfund i tiden lige efter 2. Verdenskrig. Ulla-Lena Lundberg modtog i 2012 Finlandiaprisen for romanen.

Læs et udsnit af e-bogen Is her.

E-bogs-samples kan læses med Adobe Digital Editions; download programmet

Referér til denne tekst ved at skrive:
May Schack, Merete Mazzarella: Ulla-Lena Lundberg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118922