Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Solveig von Schoultz

Oprindelig forfatter Mazz Seneste forfatter Redaktionen

Solveig von Schoultz, Solveig Margaretha von Schoultz, f. Segerstråle, 5.8.1907-3.12.1996, finlandssvensk forfatter; gift 1. gang 1930-61 med departmentschef Sven von Schoultz (1901-91) og derefter gift 1961-96 med komponisten, professor Erik Bergman (1911-2006).

Solveig von Schoultz blev født i Borgå. Hun blev uddannet folkeskolelærer 1925-26 ved det svensksprogede Nykarleby seminarium (1873-1971) og arbejdede som lærer ved den private svenske pigeskole, Laguska skolan, 1937-72.

Gennem flere tiår indtog hun rollen som grand old lady i finlandssvensk kvindelitteratur. Efter debuten med pigebogen Petra och silverapan i 1932 udgav hun en lang række digtsamlinger fra Min timme (1940) til Samtal med en fjäril (1994) og Molnskuggan (1996) og desuden novellesamlinger, bl.a. Ingenting ovanligt (1947) og Kolteckning, ofullbördad (1983), samt dramatik og erindringsbøger.

Annonce

Gennem årene udviklede hendes formsikre lyrik og prosa sig mod stadig større knaphed i udtrykket. Hun er blevet rost for naturnærhed, varme og moderlig klogskab; hendes tekster er desuden præget af billedskarphed og ironi. På dansk foreligger De sju dagarna (1942, da. De syv Dage, 1944) om hendes to døtres udvikling de første syv år samt et udvalg af hendes noveller, Påskebrev (1997).

I 1944 udgav hun efter en evakueringsrejse med sine døtre børnebogen Nalleresan, der handler om problematikken omkring krigsbørn, med illustrationer af Tove Jansson, ligesom hun i begyndelsen af 1950'erne også skrev radiohørespil og et par skuespil.

Solveig von Schoultz blev belønnet med adskillige priser, bl.a. Svenska Akademiens Finlandspris (1970), Edith Södergran-prisen (1984), Bellmanprisen (1986) og Nils Ferlin-prisen (1988), ligesom hun selv har lagt navn til Solveig von Schoultz-prisen, der har været uddelt siden 2004.

Solveig von Schoultz døde i Helsinki og ligger begravet på Konstnärbacken på Sandudds begravningsplats i den finske hovedstad.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Mazzarella: Solveig von Schoultz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156451