Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Parsifal

Oprindelige forfattere Kjaer og Wang Seneste forfatter Redaktionen

Parsifal, litterær myteskikkelse, skabt af Chrétien de Troyes som hovedpersonen Perceval i Le Conte du Graal (ca. 1185), der blev videreført i Wolfram von Eschenbachs selvstændige bearbejdelse Parzival (ca. 1210).

I romanen La Quête du Saint Graal (del af gralmyten) er Perceval en af tre udvalgte gralsriddere. I andre middelalderromaner er han selve idealbilledet på den kyske ridder, der når frem til mysteriet. Dette har inspireret megen romantisk digtning.

I moderne tid er figuren anvendt i bl.a. skuespillet Le Roi pêcheur (1948) af Julien Gracq og romanen Ridderen der ikke eksisterede (1959, da. 1961) af Italo Calvino.

Annonce

Kendtest er figuren fra Richard Wagners sidste musikdrama Parsifal, hvis handling især er baseret på Eschenbachs Parzival. Værket, som Wagner selv skrev librettoen til, betegnede han som Bühnenweihfestspiel ('sceneindvielsesfestspil'); uropførelsen fandt sted i Bayreuth i 1882.

Se også Chrétien de Troyes.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jonna Kjær, Peter Wang: Parsifal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139040