• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Faust

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

Rembrandt. Faust, ca. 1652. Stregætsning, koldnål og gravstik. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Rembrandt. Faust, ca. 1652. Stregætsning, koldnål og gravstik. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Faust, den trolddomskyndige og forvorpne intellektuelle, hvis indsigter og tricks skyldes en pagt med Djævelen, som henter ham til helvede ved hans død; historien dannedes med udgangspunkt i en faktisk person i reformationstiden, Georg Faust.

Som en sådan protestantisk skræmmepædagogisk beretning fremstod den tyske folkebog 1587 Historia von D. Johann Fausten, dem weitbeschreyten Zauberer und Schwartzkünstler. Her fortaltes om Faust og hans tjenende djævel Mephostophiles' eventyr, rejser og magiske tricks, rettet mod bl.a. kejser Karl 5.

Faust fremtryller verdens skønneste kvinde, Helena, og får en søn med hende. Efter 24 års forløb er han hjemfalden til helvede og dør skrækkeligt efter en lang jammerklage.

Annonce

Skikkelsen fængslede, både fra sin intellektuelle side, som det ses i Rembrandt van Rijns radering fra 1652 af Faust i studereværelset, og fra sin eventyrlige side, som fortællestof og dramatisk idé.

Således blev folkebogen bearbejdet og udgivet gang på gang og oversat til adskillige sprog, bl.a. dansk allerede 1588; og endnu i 1748 kunne oplysningsmanden Ludvig Holberg udtale sig irriteret om dens yndest i almuen.

I England var folkebogen blevet oversat og udgivet 1592, og Christopher Marlowe skrev dramaet The Tragical History of Doctor Faustus, trykt i to forskellige versioner 1604 og 1616. Christophers Marlowes skuespil har middelalderlige (moralitets)træk, men med sin forkærlighed for himmelstormere og erobrere som tragiske helte gav han Faust en høj patos og en intellektuel profil, der er flottere end folkebogens.

Faust i musikken
  • På grundlag af folkebogen:
  • Faust, opera i to akter af Louis Spohr til libretto af Joseph Karl Bernard, uropført i Prag 1816.
  • Historia von D. Johann Fausten, opera i tre akter af Alfred Schnittke til tekst af Jörg Morgener, uropført i Hamburg 1995 (tredje akt blev opført allerede i 1983 under titlen Faust-Kantate).
  • På grundlag af marionetspillet:
  • Doktor Faustus, opera i otte scener af Ferruccio Busoni, som selv skrev librettoen; operaen fuldførtes efter komponistens død af Philipp Jarnach i 1925.
  • På grundlag af Goethes Faust:
  • Flere lieder og en korsang af Franz Schubert (bl.a. Gretchen am Spinnrade, Szene aus Faust, 1814; Der König von Thule, 1816; Chor der Engel, 1816).
  • Syv vokalsatser for vekslende besætninger af Richard Wagner, komponeret 1831.
  • Faust-ouverture af Richard Wagner, skrevet i 1839-40 og omarbejdet i 1855, egentlig 1. sats af en planlagt Faust-symfoni, som blev opgivet.
  • La Damnation de Faust (Fausts fordømmelse), opera-oratorium af Hector Berlioz med tekst af komponisten og A. Gandonnière, komponeret 1846.
  • Szenen aus Goethes Faust, oratorielignende værk i seks satser (foruden ouverturen) for soli, kor og orkester af Robert Schumann, uropført 1853.
  • Faust-Symfoni af Franz Liszt, færdigkomponeret 1857. De tre satser skildrer i karakterbilleder Faust, Gretchen og Mefistofeles. Musikken transskriberede Liszt senere for klaver solo.
  • Faust, lyrisk drama i fem akter af Charles Gounod til tekst af Jules Barbier og Michel Carré, uropført i Paris 1859.
  • Mefistofele, opera i en prolog og fire akter af Arrigo Boito til komponistens egen tekst, uropført i Milano 1868.
  • Symfoni nr. 8 af Gustav Mahler, uropført 1910; teksten til anden del er slutscenen fra Goethes Faust.
  • Faust III, opera i tre akter af Niels Viggo Bentzon til komponistens og Kjeld Kromans tekst baseret på Goethe, James Joyce og Franz Kafka, uropført i Kiel 1964.
  • Faust, scenemusik i ni satser for orgel af Petr Eben (1929-2007), komponeret 1976.
  • På grundlag af Nicolaus Lenaus digt:
  • Zwei Episoden aus Lenaus Faust, to orkesterværker af Franz Liszt, uropført 1861. Herfra stammer Mefistovalse nr. 1, der blev transskriberet for klaver af komponisten.

Som skuespil levede Fausthistorien videre i Tyskland, måske først i Christopher Marlowes stykke spillet af omvandrende komedianter. Endnu i 1700-t. var emnet populært som marionetteater.

Nu fattede også digterne interesse for den gamle historie. Gotthold Ephraim Lessing henledte opmærksomheden på den, og flere af de unge Sturm und Drang-forfattere kastede sig over den: Fausts kundskabs- og livsbegær var et emne for dem! Blandt disse unge forfattere var Johann Wolfgang von Goethe, og for ham blev arbejdet med Faust hans livs "hovedforretning", som han sagde.

Goethe skrev først et udkast omkring 1773, fundet og udgivet som Urfaust så sent som i 1887. Her figurerer den utålmodigt higende helt og hans vittige onde ånd — eller onde side? — Mefistofeles.

Hovedsagen er Gretchen-tragedien, dvs. Fausts forelskelse i den bly og hengivne Margarete, som han forfører og svigter; hun føder hans barn, som hun drukner, og henrettes. I 1790 udgav Goethe Faust, ein Fragment, en lidt ændret og stilistisk løftet version af scenerækken.

Først i 1808 udkom Faust, der Tragödie erster Teil, hvor det metafysiske, antropologiske og etiske perspektiv er mere udarbejdet; der sluttes stadig med Gretchen-tragedien, men det er nu klart, at denne kun er en station på vejen, og at spørgsmålet, om den higende og ofte hensynsløse Faust står til fortabelse, endnu er uafgjort.

Det moderne hos Goethe i forhold til folkebogen er, at Faust ikke ender i helvede ved sin død; Mefistofeles vinder ikke sit væddemål om, at Faust vil synke hen i nydelse i stedet for at stræbe positivt, og Faust frelses af det kvindelige.

Dette fremgår af fortsættelsen, Der Tragödie zweiter Teil, der først udkom efter Goethes død 1832. Heri optages flere af de eventyrlige motiver fra folkebogen, bl.a. Helena-episoden, og værket er overhovedet stærkt sammensat: af antikke, middelalderlige og samtidige miljøer, af drøm og virkelighed, spexsatire og lyrisk symbolik.

Faust. Maleriet fremstiller den første scene i Goethes læsedrama Faust (1808), der udspiller sig om natten i et højthvælvet, smalt, gotisk værelse. Faust ser tilbage på sine mangeårige studier og sin forgæves grublen over livsgåden. Georg Friedrich von Kerstings historisk-romantiske maleri er fra 1829.

Faust. Maleriet fremstiller den første scene i Goethes læsedrama Faust (1808), der udspiller sig om natten i et højthvælvet, smalt, gotisk værelse. Faust ser tilbage på sine mangeårige studier og sin forgæves grublen over livsgåden. Georg Friedrich von Kerstings historisk-romantiske maleri er fra 1829.

Goethes Faust, særlig første del, blev et af de store digterværker for det både metafysiske og foretagsomme 1800-t. Det blev også inspiration til en række digterværker om mere eller mindre Faustlignende figurer og andre Faustversioner.

Blandt de første kan nævnes George Gordon Byrons versdrama Manfred (1817) og i moderne tid Thomas Manns store roman om kunst og djævelskab Doktor Faustus (1947), der dog knytter sig mest til folkebogen.

Blandt de sidste er den østrigske digter Nicolaus Lenaus episk-dramatiske digt Faust (1836), som han diskuterede med sin danske ven, teologen H.L. Martensen, der skrev en afhandling om det 1837.

Goethes Faust foreligger i gendigtninger på talrige sprog; blandt flere danske oversættelser er P. Hansens fra 1881-89 den klassiske.

Af danske forfattere, som har skrevet videre på Faustskikkelsen og Faustmotiver, oftest fra Goethe, kan nævnes Jens Baggesen, J.P. Jacobsen, Johannes V. Jensen og Knud Hjortø.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: Faust i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=74728