Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien - litteratur

Oprindelig forfatter LOSau Seneste forfatter Redaktionen

Der eksisterer kun få portrætter af William Shakespeare, og det er stærkt omdiskuteret, hvor ægte de er. Dette kendte billede pryder titelbladet til First Folio-udgaven af Shakespeares skuespil fra 1623.

Der eksisterer kun få portrætter af William Shakespeare, og det er stærkt omdiskuteret, hvor ægte de er. Dette kendte billede pryder titelbladet til First Folio-udgaven af Shakespeares skuespil fra 1623.

Oldengelsk periode (til 1100)

Den første digtning på engelsk — angelsaksisk eller oldengelsk — findes nedskrevet i håndskrifter fra 900-t., men allerede i 731 havde benediktinermunken Beda afsluttet sin latinske Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum (Det engelske folks kirkehistorie), af hvilken der er overleveret mere end 150 håndskrifter.

Det lange episke digt Beowulf om den nordiske høvding Beowulfs kamp mod uhyrer er sandsynligvis blevet til i en mundtlig tradition på overgangen mellem førkristen og kristen tid, mens det kun som fragment overleverede digt The Battle of Maldon om Essex-høvdingen Byrhtnoths desperate forsvar mod invaderende danske vikinger i 991 er skrevet umiddelbart efter begivenheden.

Exeterbogen, en omtrent samtidig håndskriftantologi, indeholder oldengelske gåder, der vidner om interesse for sprogets metaforiske muligheder, og ældre elegier: "Deor", "Widsith", "The Seafarer", "The Wanderer", "The Ruin" og "The Wife's Lament", der alle begræder verdens forgængelighed.

Annonce

En del oldengelsk digtning er versioner af bibelsk materiale, fx det bevægende allegoriske digt "The Dream of the Rood" (750 eller tidligere), der beskriver digterens drøm om Kristi kors og længsel efter et rent liv.

Middelalder (1100-1500)

Den normanniske erobring af England åbnede den engelske litteratur for indflydelse fra de sydligere dele af det europæiske fastland, men den oldengelske periodes traditioner genfindes langt op i middelalderen.

Den walisiske munk og senere biskop Geoffrey af Monmouth nedskrev på latin sin version af tidlig romansk-keltisk engelsk historie i Historia Regum Britanniae (ca. 1135). Med hævdelsen af en ubrudt linje af konger fra den trojanske prins Brutus til den legendariske kong Arthur og hans riddere af det runde bord blev grunden lagt til et mytekompleks, der også har appelleret til senere tiders litterære fantasi.

I slutningen af 1100-t. skrev Layamon en verskrønike på engelsk, kendt som Layamons Brut, om Arthurlegenderne, fortrinsvis på grundlag af den anglonormanniske Waces Roman de Brut, en fransk version af Monmouth (se også Arthurdigtning).

Den anonyme The Owl and the Nightingale fra begyndelsen af 1200-t., der lader de to fugle præsentere fordomme om hinanden, er i den latinske debattradition og måske skrevet som en underholdende belæring til en af tidens talrige, men ikke højlærde nonneordner, som regelanvisningen Ancrene Riwle (ca. 1220) også retter sig mod.

Den samtidige kontinental-europæiske litterære dyrkelse af "høvisk kærlighed" blev i England kombineret med Arthurlegenderne; et resultat heraf ses i den anonyme historie på vers Sir Gawain and the Green Knight (anden halvdel af 1300-t.)

Som andre tekster, Patience, Cleanness og Pearl, der er tilskrevet Gawain-digteren, er der tale om et værk, der hæver sig over de fleste af samtidens. Hvor Gawain-digtet orienterer sig tilbage i tiden til en mytekultur, er William Langlands Piers Plowman (ca. 1380) derimod en kristen lovsyngelse.

Digtet tager form af et drømmesyn af Guds skaberværk på baggrund af den konkrete engelske virkelighed, som på William Langlands tid både havde oplevet kongelig magtkamp, pest samt John Wycliffes og hans lollarders førreformatoriske protester mod kirkens autoritet.

I Richard 2.'s regeringstid 1377-99 var engelsk igen standardsprog efter 250 års socialt eksil, men kraftigt ændret efter betydelig normannisk-fransk påvirkning. Londonmetropolens internationale orientering kommer til udtryk i en ny tids fleksibelt engelsk hos politikeren og embedsmanden Geoffrey Chaucer, der i sine store værker Troilus and Criseyde (ca. 1382-85) og The Canterbury Tales (ca. 1387-1400) afspejler hele middelalderens internationale litterære horisont.

Den moralske John Gower (ca. 1330-1408), Geoffrey Chaucers samtidige, har stået i skyggen af sin ven, nok fordi han havde den religiøse opbyggelse for øje, fx i Confessio Amantis (1386-90), snarere end dagligdagens detalje og den ironiske finte, som man kender det fra Chaucer.

Forløberne for det teater, der skulle blomstre i renæssancens London, var middelalderens mirakelspil, moraliteter og mysteriespil. Tekstudgaverne af de fire mysteriespilscykler: York (48 spil), Chester (24 spil), Wakefield (32 spil) og en ukendt midtengelsk by (42 spil) stammer fra midten af 1400-t.

De folkelige spil nød fremgang, indtil Reformationen standsede denne form for underholdning. Blandt senmiddelalderens mange religiøse skribenter er den lidenskabelige Margery Kempe en af de første, hvis litterære indsats i The Book of Margery Kempe (1436-38) har præg af en egentlig selvbiografi.

Rosekrigenes hærgen og betydning for den enkeltes dagligdag kan der læses om i brevene udvekslet i familien Paston (fra 1422-1509, men først udgivet 1787-89). For engelsk litteratur skulle samarbejdet mellem forfatteren og aristokraten Thomas Malory (død ca. 1471) og trykkeren og borgeren William Caxton blive banebrydende.

Mens Thomas Malory sad fængslet for forskellige kriminelle handlinger, bearbejdede han Arthurlegenderne i otte afsnit; disse blev omredigeret til 24 bøger og trykt og udgivet som Morte Darthur (1485) af Caxton, der i 1475 havde trykt den første bog på engelsk, Recuyell of the Historyes of Troye.

Renæssance (1500-1600)

Med bogtrykkerkunsten, Reformationen og interkontinentale opdagelses-, erobrings- og handelsrejser var renæssancens århundrede i England en omskiftelig, men også dynamisk periode, der for alvor placerede England i en europæisk sammenhæng.

John Skelton, der var præst og tutor for den unge Henrik 8., kendte nok til klassisk litteratur, men foretrak de engelske traditioner og et enkelt, kraftfuldt sprog, så det blev lærde, ikke-gejstlige hoffolk som Thomas Wyatt og Henry Howard Surrey, der introducerede italienske versformer som sonetten, ottava rima, terza rima samt det urimede jambiske femfodsvers, der siden skulle blive de engelske digteres foretrukne udtryksform.

Thomas Wyatts og Henry Howard Surreys elegante, høviske kærlighedslyrik cirkulerede på deres egen tid i håndskrifter blandt adelen, og de i alt ni trykte versioner fra 1557 og 30 år frem, kendt som Tottel's Miscellany, satte normen for den verbale håndtering af kærlighed også i bredere kredse.

Den dyrkelse af Platon, som i renæssancen afløste middelalderens aristotelisk-skolastiske tradition, repræsenteredes af de engelske humanister Thomas More, Thomas Elyot (1490-1546) og Roger Ascham (1515-68). De forenede deres viden om antikkens sprog og filosofi med en interesse for samfundets udvikling, som det fx kommer til udtryk i Thomas Mores Utopia (1516).

Den engelske reformation, hvis forløb i høj grad skyldtes realpolitiske hensyn, afspejles i John Foxes Book of Martyrs (1563), et litterært monument over en ganske brutal periode, der også indebar en oversættelse til engelsk af Bibelen. John Wycliffe havde allerede i 1380'erne foranlediget en oversættelse af den latinske Vulgata, men det blev oversætteren Miles Coverdale (ca. 1488-1569), der i 1535 leverede teksten til den første komplette, trykte engelske bibel.

En Great Bible, som ærkebiskop Thomas Cranmer i sin 1539-forordning pålagde kirken at bruge, var stykket sammen af mange forskellige enkeltoversættere, hvoraf den mest markante var William Tyndale, der i 1536 blev brændt som kætter i Bruxelles.

En mere brugervenlig, calvinistisk inspireret oversættelse, kendt som Genève-Bibelen, kom i stand under engelske protestanters landflygtighed i den katolske dronning Maria 1. den Blodiges regeringstid (1553-58). Biskoppernes mere Vulgata-orienterede version kom i 1568, men en endelig, kongeligt autoriseret oversættelse blev bestilt af Jakob 1. (James 1.) i 1604.

I 1611 kunne 54 lærde oversættere præsentere King James' Bible som et værk, der dog havde mange bidrag fra både Genève-Bibelen og Tyndales arbejde.

I tidens verdslige prosa viste begejstringen for antikken sig. Philip Sidneys Arcadia (1581) anvendte den klassiske pastorale som ramme for historier, der illustrerede tilværelsens modsætninger og satte standarden for elegant engelsk, mens John Lylys Euphues: The Anatomy of Wit (1578) spændte den retoriske bue til bristepunktet.

Fornemmelse for et bredere publikum end hoffet ses i de romanforegribende historier af Thomas Deloney (1543-1600) og Robert Greene (1543-1600). En nøgtern, omverdensbeskrivende prosa blev også brugt i de mange beretninger, der fulgte den begyndende geografiske ekspansion.

Henrik 8. udnævnte i 1533 John Leland (ca. 1506-52) til kongelig antikvar med ansvar for historiske og topografiske undersøgelser, og Raphael Holinshed samlede i sine Chronicles (1577) materiale om nationens reale og mytiske historie. De blev en guldgrube for hans samtids og umiddelbare eftertids dramatikere.

Richard Hakluyt udgav beretninger om de nye verdener i The principall Navigations, Voiages and Discoveries of the English nation (1589 og senere udvidede udg.), og han udgav også den imperietænkende Walter Raleighs rapporter fra de merkantile opdagelsesrejser.

Idéen om orden, harmoni og symmetri mellem det jordiske, med monarken som samlingspunkt, og det himmelske gennemsyrer den elizabethanske periodes litteratur. Walter Raleigh lovpriser fx Elizabeth 1. i både prosa og lyrik, og i Edmund Spensers lange og lærde episke digt The Faerie Queene (bog 1-3, 1590, og bog 4-6, 1596), et hovedværk i engelsk renæssance, er jomfrudronningen ligeledes omdrejningspunktet.

Både Edmund Spenser og William Shakespeare dyrkede også de kortere lyriske genrer, navnlig sonetten, og litteraturkritikken fandt sine tidlige udøvere i Philip Sidney og George Puttenham (ca. 1520-90).

Men det blev skuespillet, der skulle komme til at stå som den engelske renæssances litterære tyngdepunkt. Mens Reformationen havde fjernet grundlaget for de katolske mysteriespil, levede skuespiltraditionen videre, men nu med verdslige emner.

Den første engelske skuespilforfatter, John Bale, kombinerede i King John (ca. 1538) og tre andre stykker antipapistisk propaganda med patriotisk kongesmiger. Latinskolernes elever og universiteternes studenter var aktive skuespillere og opførte både egne stykker og de klassiske, hvoraf navnlig romeren Senecas blodige hævndramer var yndede.

I Gorboduc (1562) af Thomas Norton (1532-84) og Thomas Sackville (1536-1608) gribes der tilbage til en mytisk national fortid, og i dette fyrstens spejl vises forskellen mellem en velordnet og en kaotisk stat. Thomas Kyds The Spanish Tragedy (opf. 1592) havde en hidtil uset individualiseret hovedfigur og gjorde hævndramaet til en populær genre.

Christopher Marlowe udforskede menneskelige ambitioner og drømme, mens William Shakespeare, den mindre lærde af de to, viste en genial sans for dramaet som scenekunst og eksistentiel udforskning. Samtidig beskæftigede Ben Jonson sig på et lidt mere beskedent, men højst underholdende niveau med temperamenter og karakterbrister i temperamentskomedien.

Det splittede århundrede (1600-1700)

Mens der sørgedes for bred underholdning i skuespilhusene, underholdt Jakob 1.s og Karl 1.s hoffer sig med maskespil (masques), spektakulære iscenesættelser af temaer, der hyldede kongemagten og med hoffets egne folk som medvirkende.

Den voksende afstand mellem monark og undersåtter, der senere skulle føre til to revolutioner, udgjorde sammen med protestantismens fokus på individet hovedbaggrunden for et nyt verdensbillede og tilværelsessyn.

Francis Bacons essays (1597) bidrog til at bane vejen for en rationalistisk tænkemåde, der med forskellige udgangspunkter og mål kan genfindes i Robert Burtons Anatomy of Melancholy (1621), Thomas Brownes (1605-82) Religio Medici (1642) og Thomas Hobbes' Leviathan (1651), og som fik sin institutionelle ramme med oprettelsen af et videnskabsakademi, The Royal Society, i 1660.

Mens traditionen med elegant høvisk digtning videreførtes af kavalerdigterne Thomas Carew, John Suckling (1609-42), Richard Lovelace (1618-57), Edmund Waller (1606-87), Abraham Cowley (1618-67) og Robert Herrick, var tonen blevet markant inderlig og stilen radikalt religiøst søgende hos John Donne, George Herbert, Richard Crashaw (ca. 1613-1649) og Henry Vaughan (1622-95).

Kombinationen af protestantisk tro, klassisk lærdom, rationel fremgangsmåde og idealistisk individualisme fandtes hos John Milton, der støttede Oliver Cromwells Commonwealth-republik i gerning og skrift. Hans ry i eftertiden er først og fremmest sikret med Paradise Lost (1667) og fortsættelsen Paradise Regained (1671), det stort anlagte protestantiske modstykke til Dantes Den guddommelige komedie.

Mens John Miltons epos retter sig mod offentligheden, er periodens mange dagbogsskrivere et tegn på den voksende interesse for at formulere sig om det private. Lady Hutchinson (1620-?) beretter fx om livet med sin republikansk aktive mand, og Samuel Pepys nedskriver sine myldrende indtryk af dagens betydningsfulde såvel som trivielle tildragelser.

Den engelske reformation havde fået sin anglikanske grundsten i den autoriserede King James' Bible fra 1611 og sin bekendelsesdogmatik fastslået i Book of Common Prayer i 1662, men det var med præsten John Bunyans allegoriske The Pilgrim's Progress (del 1 1678 og del 2 1684), at den mere radikalt-puritanske lavkirkelige bevægelse fik sit første litterære referencepunkt.

Genindsættelsen — restaurationen — af Stuarterne i 1660 betød en opblussen af et hofcentreret kulturliv, og den arrogante, kyniske og mondænt-livstrætte tone fra kavalerdigterne genfindes i satirerne af John Wilmot Rochester og i de vittige sædekomedier af George Etherege (ca. 1635-92) og William Wycherley (1640-1716), som hoffet yndede.

Restaurationstidens sædekomedie fortsatte som nu etableret genre efter systemskiftet i 1688, men i en bredere socialt defineret ramme, med stykker af William Congreve, John Vanbrugh og George Farquhar (1678-1707). Bred og langvarig appel havde Samuel Butlers vidtløftige satiriske digt Hudibras (1663-78).

Aphra Behn, engelsk litteraturhistories første professionelle kvindelige forfatter, leverede med sans for markedet fiktion og skuespil med djærvt vid; hendes Oroonoko, or the History of a Royal Slave (1688) spejler hendes egen erfaring med undertrykkelse både som kolonisator og kurtisane.

Også den lærde og tekstbehændige John Dryden, der anså sig selv for nationens officielle digter, skrev stykker til opførelse ved hoffet, og hans satiriske pen blev gerne anvendt til støtte for det genindførte monarki, inklusive de katolske sympatier hos monarkerne, der var på kollisionskurs med, hvad det stadigvæk stærkere borgerlige England ønskede.

Nyklassicisme og borgerlighed (1700-1790)

Efter at have forkastet det absolutte monarki med revolutionen i 1688 og i bevidstheden om et hastigt voksende globalt imperium så England sig som et nyt augustansk Rom.

Både Jonathan Swift og Alexander Pope skrev deres satirer og epistler efter romersk forbillede, mens tidens store naturdigt i elegisk tone The Seasons (første del 1726, rev. talrige gange indtil 1746) af James Thomson havde Vergils idyller som model; digtet gav dog også plads til refleksioner over det nye verdensbillede, som Isaac Newton havde introduceret.

Mens Joseph Addison og Richard Steele (1672-1729) med deres Spectator (1711-12 og 1714), en forløber for senere tiders avis, var med til at definere en ny tids borgerdyder, var den realistiske prosafiktion ved at placere sig centralt i et nyt massemarked for litteratur.

Daniel Defoe, Samuel Richardson, Henry Fielding, Sarah Fielding (1710-68) og Charlotte Lennox (1720-1804) skrev om almindelige menneskers liv og skæbne med dagliglivet som gennemgående kulisse. Sammen med Tobias Smolletts pikareske historier og Laurence Sternes selvreflekterende Tristram Shandy (1760-67) viser de spændvidden i den masseefterspurgte prosafiktion, der føltes så forfriskende ny, at den på engelsk simpelthen fik genrebetegnelsen novel ('ny').

Engelsk 1700-t.s drama var i mangt og meget en videreførelse af sædekomedien, med et skarpt øje for menneskelige svagheder og hykleri, hvilket ses både i Beggar's Opera (1728) af John Gay og i Oliver Goldsmiths og Richard Sheridans udvikling af den vittige restaurationskomedie.

I lyrikken afløstes efterhånden nyklassicismens forkærlighed for det beherskede og moderate af en tilbøjelighed for det følte, der løb parallelt med den metodistiske lav-kirkelige vækkelse; det ses bl.a. i John Wesleys salmesamlinger.

Standarden for den såkaldte kirkegårdslyrik sattes af Thomas Gray i hans "Elegy Written in a Country Churchyard" (1751), men ses også i Oliver Goldsmiths elegi The Deserted Village (1770). Den handler om livet på landet efter den lovfæstede indhegning af de fattige bønders fælles græsningsarealer til fordel for herremandens stordrift og om afvandringen til byernes voksende industri.

Sider af den mere følende holdning ses også i dyrkelsen af det gotiske i prosafiktionen (se gotisk litteratur) og den stigende interesse for folkeminder, som fx Thomas Percys udgivelse af indsamlede folkeviser, Reliques of Ancient English Poetry (1765), vidner om.

Litteraten Samuel Johnsons encyklopædiske interesser, klassisk dannede smag, legendariske flid og umættelige appetit på livet, der dog ikke sjældent gik ham imod, er ofte blevet brugt som et symbol på et århundrede, der indvarslede moderniteten i engelsk litteratur, men samtidig holdt fast i de klassiske idealer.

Romantik (1790-1830)

Romantikken i engelsk litteratur er på mange måder en protestbevægelse, både politisk, åndeligt og æstetisk. Selvom Edmund Burke manede til politisk besindighed i sin Reflections on the Revolution in France (1790), var den overvejende litterært-intellektuelle stemning i perioden for omstyrtning af etablerede institutioner og sandheder.

Thomas Paines The Rights of Man (1791-92) satte den radikale politiske dagsorden sammen med samfundsfilosofiske skrifter og prosafiktion af bl.a. William Godwin og Mary Wollstonecraft samt lyrik af William Cowper. William Blake registrerede fattigdom og ufrihed i en personlig åbenbaringsmytologi af episke dimensioner, og den unge William Wordsworth skrev i begejstring om revolution og tankens grænsebrydende flugt, mens Robert Southey og Samuel Taylor Coleridge havde planer om at skabe en "kommune" i USA.

William Wordsworths og Samuel Taylor Coleridges fælles skrive- og udgivelsesprojekt Lyrical Ballads (1798) signalerede et brud med flere hundrede års tradition for et særligt lyrisk sprogregister og anbefalede et digterisk sprog, der afspejlede almindelig sprogbrug.

Også lord Byron og Percy Bysshe Shelley advokerede idealistisk for lighed, frihed og broderskab, hvorimod John Keats foretrak den knap så direkte tone i en lyrik præget af lyst til at eksperimentere med og sætte sig ud over det traditionelt givne formsprog i forsøget på at kombinere en mættet stoflighed med abstrakte idéer.

Mens lyrikken udforskede billedsprogets evne til at udtrykke sindstilstande og følelser, viste prosaen sig i stand til stadig mere fleksibelt at håndtere den hverdagslivets virkelighedsspejling, som romanen var blevet eksponent for, og som ses i Jane Austens sæderomaner, Walter Scotts historiske fortællinger og Maria Edgeworths samfundskritik i fiktionsform.

At også essayistikken havde fundet en form, der fungerede i forhold til emner og publikum, vidner talrige og populære essays fra William Hazlitt, Charles Lamb, Thomas De Quincey og Thomas Love Peacock om.

Victoriansk og edwariansk periode (1830-1920)

Den energi, der kendetegnede britisk industri, handel og kolonial ekspansion i første halvdel af 1800-t., afspejles i periodens litteratur. Symptomatiske litterære udtryk er Thomas Carlyles heltedyrkelse, Charles Kingsleys "muskuløse kristendom" og Thomas Babington Macaulays optimistisk-liberale historieskrivning.

Men at den materielle fremgang også havde en bagside, kommer frem hos tidens store prosaist Charles Dickens, som havde et skarpt øje for de menneskelige omkostninger. Mens Dickens opretholdt en tro på det godes sejr, er der bitter samfundskritik hos Elizabeth Gaskell. William Makepeace Thackeray og Anthony Trollope betragtede hver på sin måde Victoriatidens menneskelige komedie fra et ophøjet perspektiv, og langt borte fra metropolens socialt polariserede liv skrev Brontë-søstrene dæmoniserede fortællinger om livet på landet.

Der er kraftige efterklange af romantikken i Alfred Tennysons lyrik, der på én og samme tid besynger fremskridtet og udtrykker en følelse af personlig afmagt, grænsende til dødslængsel.

Tennysons tvetydige holdning med tro og tvivl blev kendetegnende for megen engelsk litteratur fra midten af 1800-t. frem til 1. Verdenskrig og modernismens gennembrud. Romanforfattere som George Eliot og George Meredith opponerede mod konventionel moral, mens de prærafaelitiske lyrikere og den meget produktive Robert Browning søgte tilflugt i en idiosynkratisk fremmanet fortid.

Tvivlen om og længslen efter åndelige og æstetiske holdepunkter kendetegner Matthew Arnolds lyrik og essayistik, men hvor Arthur Hugh Clough valgte den agnostiske position, valgte andre som prosaisten og teologen John Henry Newman og lyrikeren Gerard Manley Hopkins at konvertere til katolicismen.

Lewis Carroll og Edward Lear bidrog med deres virkeligheds- og sprogproblematiserende prosa og vers fra "barnehøjde" til, at børn blev betragtet som selvstændige individer og ikke som ufuldkomne voksne.

Mod århundredets slutning blev engelsk litteratur i høj grad et instrument for udforskningen af alternativer til Victoriatidens gennemført borgerlige tilværelsessyn. Et opgør med anglikansk kristendom finder udtryk i Mary Wards (1851-1920) romaner, og Samuel Butlers afstandtagen til vedtagne victorianske værdiforestillinger problematiserer samtidig den darwinistiske teori, som vandt mere og mere frem.

Med Walter Paters dyrkelse af det rent æstetiske, fx i romanen Marius the Epicurean (1885), kulminerede den såkaldt dekadente strømning, som var prærafaelitternes bidrag til efterromantikken, og som fik forskellige, men stadig bevidst æstetiske udtryk hos både ægteparret Browning, Algernon Charles Swinburne og William Morris.

Mens romanforfatterne George Robert Gissing og Arnold Bennett søgte at virkeliggøre en franskinspireret naturalisme på engelsk grund, var 1800-t.s og det tidlige 1900-t.s engelske roman karakteristisk ved en realisme, der rummer elementer af "romance", dvs. træk i både struktur (fx melodrama) og emne (fx dæmoni), der supplerer en traditionel virkelighedsopfattelse med udprægede fantasielementer.

Det ses tydeligt i prosafiktion af H.G. Wells, A. Conan Doyle, Wilkie Collins, Bram Stoker og Robert Louis Stevenson, der også skulle komme til at danne grundlag for megen af 1900-t.s masseudbredte genrefiktion. Hos både Thomas Hardy, hvis nedstemte tone har meget tilfælles med den ligeledes dystert sindede lyriker A.E. Housman, og Joseph Conrad sætter denne særlige form for "romantisk" realisme sig igennem i form af en til tider næsten påtrængende symbolik.

Rudyard Kiplings vers og prosafiktion er en hyldest til Det Britiske Imperium som en global civilisationskraft, hvorimod imperietemaet spilles igennem i mol i Conrads fortællinger.

Den amerikanske prosaist Henry James, der boede i England, interesserede sig for betydningen af mødet mellem forskellige nationale kulturer, og i den ligeledes internationalt orienterede E.M. Forsters prosafiktion tegnes et klaustrofobisk billede af det borgerlige England som et sjælens fængsel.

Selvom teatret var et umådelig populært underholdningsmedium i 1800-t.s England med melodrama som foretrukken genre, fostredes nye dramatikertalenter dog først mod slutningen af århundredet med Henrik Ibsen som forbilledet.

Arthur Pinero skrev well-made plays på stribe, men med voksende samfunds- og kulturkritisk vinkel. I sprudlende dialoger spiddede Oscar Wilde borgerlig bornerthed, og George Bernard Shaw vendte op og ned på vedtagne idéer og normer.

Både Oscar Wilde, George Bernard Shaw og W.B. Yeats havde irsk baggrund, men kun Yeats fik, som en af igangsætterne af den irske renæssance, betydning i hjemlandet med skuespil i national-mytologisk stil.

Romantikkens sidste efterklange findes i Edward Marsh' (1872-1953) yderst populære samlinger Georgian Poetry, 1-5 (1912-22), hvis patriotisk-idylliske tone på samme måde som hele den victorianske og edwardianske verden blev ødelagt af 1. Verdenskrig.

Krigens litterære momument blev sat i "skyttegravsdigternes" elegiske og ironiske lyrik, der effektivt udtrykte den følelse af generel eksistentiel desillusionering, som blev et af udgangspunkterne for modernistisk engelsk litteratur.

Modernisme og efter (fra 1920)

Den litterære modernisme i England artikulerede fornemmelsen af meningsløshed i kølvandet på 1. Verdenskrig, men havde mange og forskelligartede elementer. I en rent litterær sammenhæng kom inspirationen fra den franske symbolisme, som det klart fremgår af den amerikanskfødte T.S. Eliots prosa og lyrik og af det angloamerikanske samarbejde i den metafordyrkende imagistbevægelse (se imagisme).

Den amerikansk-britiske kosmopolit Wyndham Lewis, James Joyce, Dorothy Richardson, Virginia Woolf og D.H. Lawrence gjorde prosafiktion til udtryk for bevidstheden om sammenhæng mellem oplevelsen af omverdenen og de litterære beretninger herom.

Bloomsbury-gruppen og de tre søskende Sitwell radikaliserede engelsk intellektuelt liv i opgør med Victoriatidens normer, og Robert Graves og David Jones (1895-1974) bearbejdede deres krigserfaring i hhv. traditionel og eksperimenterende prosa.

Aldous Huxley og Evelyn Waugh udfordrede med stort vid og nogen arrogance traditionelle holdninger i en række romaner i 1920'erne og 1930'erne. Den stigende politiske polarisering, ikke mindst under indtryk af begivenhederne i udlandet, allierede generelt 1930'ernes litteratur med venstrefløjen, som det ses hos lyrikerne W.H. Auden, Stephen Spender, Louis MacNeice, Cecil Day Lewis og Hugh MacDiarmid og prosaisten George Orwell.

Graham Greene fulgte sin egen vej i en heldig udnyttelse af thrillerens format til at udforske moral og samvittighed. 2. Verdenskrig gav ikke et så markant nybrydende litterært resultat som første, men lyrikerne Keith Douglas (1920-44) og Alun Lewis (1915-44) fangede som deres skyttegravsforgængere også denne krigs gru med suggestiv præcision.

I mellemkrigsperioden havde engelsk teater navnlig dyrket lystspillet (Noel Coward og J.B. Priestley), men med de nøgterne 1950'ere kom en ny seriøsitet ind i dramaet. Samuel Becketts absurde drama havde, som dets forfatter, international referenceramme, men med John Osbornes Look Back in Anger (1956) var der lagt op til national selvkritik.

Sammenvævningen af samfundskritiske emner og det absurde teaters virkelighedsproblematiserende muligheder er kendetegnende for engelsk drama siden: John Arden, Arnold Wesker, Harold Pinter, Joe Orton, Tom Stoppard, Edward Bond, Alan Ayckbourn.

Nogle romanforfattere, bl.a. Kingsley Amis, John Wain og John Braine, betragtede med en vis kynisme efterkrigstidens England og fortsatte dermed 1900-t.s tradition for state-of-England-romanen, fra 1960'erne fornemt repræsenteret af Margaret Drabble.

Andre var draget af fiktionens erkendelsesproblematiserende muligheder, fx Lawrence Durrell, John Fowles, Anthony Burgess, A.S. Byatt, Angela Carter, Jeanette Winterson (f. 1959). Doris Lessing, Anthony Powell og C.P. Snow brugte den lange episke roman i mange bind til at kortlægge britisk samfundsliv hver fra sin synsvinkel, mens Paul Scott og J.G. Farrell med venlig kritik fulgte Det Britiske Imperium til dørs.

Philip Larkin, Ted Hughes, Geoffrey Hill, Tony Harrison og Seamus Heaney har sat høje standarder for britisk lyrik, der siden 1950'erne har været en særdeles produktiv, men ikke meget eksperimenterende genre.

Gennem 1900-t.s sidste par tiår har der været en tydelig udvikling i retning af en britisk litteratur, der sprænger traditionelle rammer i form af nationalitet, køn, klasse og medier.

En ny, internationalt orienteret bevidsthed, ofte koblet til en følelse af rodløshed efter opløsningen af imperiet, til regionaliseringsønsker og til fornemmelsen af verden som en "global landsby" er tydelig hos fx romanforfatterne Salman Rushdie, Timothy Mo, Julian Barnes, Kazuo Ishiguro og Martin Amis og lyrikerne Moniza Alvi (f. 1954) og David Dabydeen (f. 1955), hvis forhold til Storbritannien ikke har fortidens entydighed. Se også Skotland - litteratur og Irland - litteratur.

Læs mere om Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ole Sauerberg: Storbritannien - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165398



Tags