Skotland - litteratur

Skotland - litteratur, Størstedelen af den skotske litteratur er skrevet på enten standardengelsk eller på lowland scots eller lallans, der spejler skotsk udtale i tilnærmet engelsk ortografi. Den gæliske eller keltiske sprogtradition fra det skotske højland har aldrig spillet en stor litterær rolle trods forskellige bestræbelser.

Efter en tidlig periode med heroisk-episk lyrik, således The Bruce (1376) af John Barbour (1325-95) og Sir William Wallace (ca. 1475) af Harry the Minstrel (ca. 1440-ca. 92), blomstrede rigt ornamenteret lyrik hos Robert Henryson (1430-1506), William Dunbar (1465-1530), Gavin Douglas (1474-1522), David Lindsay (1490-1555), alle i nogen grad under indflydelse af den engelske Geoffrey Chaucer.

Prosaen udvikledes i en række ikke-fiktive værker som fx John Knox' History of the Reformation in Scotland (1587). Unionen med England i 1707 blev anledningen til en patriotisme med også litterære udtryk, typisk i antologier af indsamlet skotsk lyrik, kulminerende i Robert Fergussons (1750-74) og Robert Burns' bevidst folkelige digte. I prosaen skabte Walter Scott den historiske roman med emner fra både engelsk og skotsk historie.

Den "skotske renæssance" i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig med Hugh MacDiarmid som centrum havde som mål at skabe en skotsk identitet midt i det moderne gennem anvendelse af ældre og dialektale ord.

Omkring år 2000 er der en bevægelse i retning af fornyet skotsk identitetsdyrkelse som hos lyrikeren og litteraturhistorikeren Robert Crawford (f. 1959), mens prosaisten Irvine Welsh (f. 1958) i bl.a. Trainspotting (1993, filmatiseret 1996) peger på sociale problemer, som Skotland deler med resten af den industrialiserede verden.

Læs mere om Skotland generelt.