Paul Muldoon, f. 1951, irsk lyriker. Muldoon studerede i Belfast, hvor han bl.a. mødte Seamus Heaney og Michael Longley (f. 1939). Han var producer for BBC, før han i 1985 flyttede til USA. Med retorisk virtuositet og en stærk fornemmelse for sit irske udgangspunkt – han har også oversat fra gælisk – skriver han poesi, der giver landskaber og begivenheder betydning ud over det konkrete. Det ofte humoristiske sprog dækker dog over den barskhed og uhygge, der præger valget af temaer: krig, undertrykkelse osv. Muldoon har haft væsentlig indflydelse på 1980'ernes og 1990'ernes postmoderne engelsksprogede lyrik. Hans Selected Poems udkom i 1986. Muldoons 9. digtsamling, Moy Sand and Gravel (2004) er en melankolipræget ekskursion ud i nutidens konkrete og erindringens redigerede landskaber. I The End of the Poem: Oxford Lectures in Poetry foreligger de foredrag, som Muldoon har holdt som Professor of Poetry ved universitetet i Oxford. Et udvalg på dansk af Muldoons digte foreligger i Enhjørningen forsvarer sig selv (1996).