Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Irland - litteratur

Oprindelig forfatter LOSau Seneste forfatter Redaktionen

Irlands litteratur på irsk/gælisk daterer sig tilbage til 600-700-t., mens den engelsksprogede irske litteratur efter sporadisk forekomst siden 1200-t. blev dominerende fra den engelske kolonisering af Irland i 1600-t.

Irsk litteratur på gælisk

Den ældste irske litteratur bærer præg af at være nedskrevet i klostrene, selvom stoffet ofte er førkristent. Motiver som tragisk kærlighed, fx i historien om Deirdre og Naoise, og den fantastiske rejse, fx Imram Maíle Dúin (Máel Dúins rejse), var tidligt hovedmotiver i irsk litteratur.

Vikingernes hærgen standsede for en tid en rigt blomstrende og mundtligt overleveret litterær tradition, men værker som Flann Mainistrechs (1000-1056) historiske digte og legender om berømte steder, dinnshenchas, er vidnesbyrd om fortsat betydelig litterær aktivitet.

Annonce

Helte og skjalde

De episk-realistiske fortællinger om Ulsters konger og helte, fx Cú Chulainn, udgjorde en væsentlig og produktiv tradition helt frem til 1100-t. I den klassiske periode i irsk litteratur, fra ca. 1170 — med anglo-normannernes stigende kontinentaleuropæiske indflydelse — til 1600-t., etableredes et forholdsvis standardiseret litterært sprog og et versemål baseret på stavelsen.

Litteraturen blev professionaliseret omkring filidh, dvs. skjalde, der leverede hyldest- og lejlighedsdigte til deres herremænd og som formaliserede og institutionaliserede skjaldekunsten. Gofraidh Fionn Ó Dálaigh (1320-87) ansås for den største af dem alle i en højt respekteret og indbringende profession.

Filidh digtede navnlig videre på mytisk stof i et romantisk-lyrisk register om krigerne ('fiann') omkring Fionn Mac Cumhaill og hans søn Oisín (på eng. Ossian). Den betydeligste tidlige fiann-digtkreds er Agallamh na Seanórach (De gamle mænds tale) fra ca. 1150, som fortsætter i traditionen fra dinnshenchas med Irlands geografi som strukturerende princip og med sammenkædning af hedenske og kristne elementer.

Med den engelske kolonisering af Irland i midten af 1600-t. omstødtes den aristokratisk-feudale skjaldetradition. Det sidste store navn var Aogán Ó Rathaille. Han benyttede det førskriftlige og sangprægede versemål baseret på tryk (amhrán), der nu var ved at fortrænge det stavelsesbaserede.

Litteratur på gælisk dyrkedes fortsat, men i stigende grad som marginaliseret kulturarv i form af de dialektalt prægede folkelige og mundtlige fortælletraditioner fra gaeltachts, dvs. gælisktalende områder. Tomás Ó Criomhthains (1856-1937) An tOileánach (Øboen) fra 1929 anses for kulminationen i gaeltacht-kulturen.

Den irske renæssance

Først med den irske renæssance (The Gaelic League stiftedes af Douglas Hyde i 1893) blev der imidlertid gjort en bevidst indsats for at sikre en levende litteratur på gælisk inden for både novelle (Liam O'Flaherty), roman (Peadar Ó Laoghaire, 1839-1920), drama (Douglas Hyde) og lyrik (Patrick Pearse).

Bevarelsen af gælisk som et kulturelt rodfæstet kunstnerisk udtryksmiddel har dog haft svære betingelser under den kraftige indflydelse af engelsk.

Irsk litteratur på engelsk

Den anglo-irske litteratur er tæt forbundet med den engelske. Sprogfællesskabet og anglo-irske forfatteres orientering mod det protestantiske London og ikke det katolske Dublin som det kulturelle og politiske omdrejningspunkt er væsentlige forklaringer herpå.

Da Londonteatrene genåbnede i 1660 efter det puritanske interregnum, talte den ny dramatiks forfattere mange anglo-irere, men bortset fra "the stage Irishman" — en drikfældig, hidsig, gavmild, veltalende og sentimental karaktertype — var der dog intet specielt irsk i de vittige sædekomedier af George Farquhar (1677-1707), William Congreve og Richard Sheridan.

Mens det samtidige skuespils univers afspejlede aristokratiets verden, var en politisk litteratur under opbygning under indtryk af både en partiorienteret udvikling i England og oplysningstidens generelle dynamik.

Den protestantiske præst Jonathan Swift skrev satirer i raffineret nyklassicistisk stil i bevidst reformøjemed og rettet mod de engelske kolonisatorer, mens Laurence Sterne dyrkede tidens smag for det følsomme i sin stærkt individualistiske prosa og Edmund Burke engagerede sig i politisk filosofi.

Den anglo-irske litteratur præges fra midten af 1700-t. af to tendenser. Kritikken af det engelske koloniherredømme, som havde været genstand for Swifts satiriske forfatterskab, blev fortsat i romaner af fx Maria Edgeworth, som forsøgte at vinde opmærksomhed for det irske samfunds udpinthed. Den anden tendens var interessen for at føre den gamle irske tradition videre i det engelske sprog.

Irsk tradition på engelsk

Oversættelse af gamle gæliske tekster, fx Charlotte Brookes Reliques of Irish Poetry (1789), forberedte den irske renæssance, således at der hen imod slutningen af 1800-t. opstod en litterær syntese af de to kulturer, tydeligt i George Moores fortællinger The Untilled Field (1903) og i William B. Yeats' programskuespil Countess Cathleen (1899).

Teaterbevægelsen, der fandt et permanent tilholdssted med The Abbey Theatre i Dublin i 1904, blev den store bærer af nybruddet sammen med den almindelige nationale selvfølelse, der i avisen The Nation (grdl. 1842) havde haft sit vigtigste talerør.

Skuespil af J.M. Synge og Lady Augusta Gregory benyttede sig af traditionelt irsk stof, mens de irskfødte Oscar Wilde og George Bernard Shaw dominerede Londons teatre med stykker, hvis irske præg er tydeligt i den tradition for vittig ordveksling og retorisk manipulation, som allerede restaurationstidens dramatikere beherskede så suverænt.

Den irske kulturarv og den samtidige fastlåste politiske situation betød for forfattere som George Russell ("AE") og James Stephens en tilskyndelse til afprøvning af tekstens frihedsmuligheder i henseende til både emner og stil, hvorimod James Joyce foretrak at forlade et Irland, der efter hans mening hverken viste evne eller vilje til at bevæge sig fremad.

Den frivillige udlændighed blev også foretrukket af prosaisten og dramatikeren Samuel Beckett, på mange måder James Joyces arvtager med hensyn til sproglig eksperimenteren, men med et livssyn grundet i antagelsen af eksistentiel meningsløshed til forskel fra James Joyces ukuelige optimisme.

Moderne irsk litteratur

Irlands omskiftelige historie tilbyder et dramatisk politisk, religiøst og socialt konfliktstof, der præger stort set al nyere irsk litteratur. Mens den sprogligt eksperimenterende roman nåede et højdepunkt med James Joyce, Samuel Beckett og Flann OBrien, har prosafiktionen i dens realistiske form fortsat med at udforske betingelser for menneskeligt samvær i en nation under dramatisk forandring, som fx hos Elizabeth Bowen og William Trevor.

Irsk dramatik har fortsat sin tradition for sproglig spændstighed og forening af det lokalt irske med det universelt menneskelige. I 1920'erne anvendte Seán O'Casey med held ekspressionistiske virkemidler, og Samuel Beckett har i skuespil som Waiting for Godot (fr. 1952, eng. 1954) reduceret livet til nogle ganske få holdepunkter.

William B. Yeats' betydning for moderne irsk poesi ligger først og fremmest i hans forening af elementer fra irsk kulturtradition med tendenser i samtidens internationale litteratur. Efter William B. Yeats domineredes lyrikken af den formsikre Austin Clarke (1896-1974) og Patrick Kavanagh, hvis lange digt "The Great Hunger" anses for et hovedværk om samtidens Irland.

For Seamus Heaney er der en tæt forbindelse mellem den personlige erfaring, landets omskiftelige historie, nutidens spændte politiske situation og tilknytningen til historien gennem det lokale, mens Eavan Boland (f. 1945) anvender et eksplicit feministisk perspektiv og Paul Muldoon knytter an til internationale, postmoderne strømninger i sine virtuose lege med ord og begreber.

Læs mere om Irland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ole Sauerberg: Irland - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99368