Portræt af Chaucer i Ellesmere-manuskriptet
Portræt af Chaucer til hest i Ellesmere-manuskriptet, en illumineret version af The Canterbury Tales fra starten af 1400-tallet.

The Canterbury Tales (dansk Canterburyfortællingerne, prosaoversættelse 1951, versoversættelse 1958) er titlen på den engelske digter Geoffrey Chaucers kendteste værk (ca. 1387-1400), hvori 30 pilgrimme på deres rejse udveksler historier, der spænder fra erotisk komedie til religiøs belæring.

Rammen for fortællingerne er en pilgrimsfærd fra London til Thomas Beckets helgengrav i Canterbury. Der er 24 fortællinger fra alle tidens genrer (fx romance, fabliau, helgenlegende, burleske og prædiken). Fortælleren beskriver i den berømte prolog og i sammenkædende tekstled sine medpilgrimme med en velvilje, der problematiseres gennem sideblikke til tidens sociale og religiøse normer.

Geoffrey Chaucer tilpasser forsøgsvis fortællingen til fortælleren, en teknik, der kulminerer i selvafslørende monologer af den livsduelige Kone fra Bath og den depraverede Afladskræmmer. Værkets skeptisk-tolerante idéverden og litterære frodighed giver et nuanceret billede af et senmiddelalderligt samfund i hastig social og kulturel forvandling.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig