Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Geoffrey Chaucer

Oprindelig forfatter Boerch Seneste forfatter Redaktionen

Geoffrey Chaucer. Miniature i Thomas Hoccleves håndskrift De Regimine Principium (1411-12). Det berømte portræt af Chaucer ledsager en tekst, hvori digteren Hoccleve udtrykker ønsket om at styrke erindringen om den beundrede kollega med et vellignende portræt. Hoccleves interesse for personen Chaucer synes symptomatisk for en gryende individualisme; denne modarbejdes dog af maleren, der fastholder digteren i den traditionelle rolle som formidleren, der peger bort fra sig selv og hen imod et budskab.

Geoffrey Chaucer. Miniature i Thomas Hoccleves håndskrift De Regimine Principium (1411-12). Det berømte portræt af Chaucer ledsager en tekst, hvori digteren Hoccleve udtrykker ønsket om at styrke erindringen om den beundrede kollega med et vellignende portræt. Hoccleves interesse for personen Chaucer synes symptomatisk for en gryende individualisme; denne modarbejdes dog af maleren, der fastholder digteren i den traditionelle rolle som formidleren, der peger bort fra sig selv og hen imod et budskab.

/@api/deki/files/4648/=ud_a_119034.mp3?revision=2

Geoffrey Chaucer, ca. 1340-1400, engelsk forfatter.

Geoffrey Chaucers levende fortælleevne sikrer ham endnu i dag en plads både i verdenslitteraturen og i engelsk skolepensum.

Hans beslutning om at skrive på engelsk bidrog til sprogets fremgang på bekostning af det dengang officielle administrationssprog fransk.

Annonce

Geoffrey Chaucer kaldes ofte "den engelske digtnings fader", og hans plads i traditionen anskueliggøres af Poet's Corner i Westminster Abbey, hvor adskillige engelske forfattere ligger begravet omkring deres litterære forfader.

Som søn af en vinhandler i London tilhørte Geoffrey Chaucer en mellemstand med stigende indflydelse på landets økonomiske og politiske liv, og hans karriere som embedsmand og diplomat ved hoffet under tre konger er veldokumenteret.

Digteren Chaucer afspejles imidlertid kun hos tidens forfattere, der fremhævede hans sproglige mesterskab og filosofiske indsigt i den menneskelige kærlighed. Kærligheden i dens mange skikkelser var da også emnet fra det tidligste bevarede værk, elegien Book of the Duchess (ca. 1369), over Troilus and Criseyde (ca. 1382-85), en fri gendigtning af Boccaccios Il Filostrato, og frem til de ufuldendte Canterbury Tales (ca. 1387-1400).

Geoffrey Chaucer byggede på den engelske, ofte mundtligt overleverede ridderfortælling, men indarbejdede i samtlige værker træk af den europæiske tradition. I begyndelsen af forfatterskabet stod han i særlig gæld til fransk ridderpoesi, fx Roseromanen, der delvis er bevaret i Chaucers oversættelse.

Senere påvirkedes han af den italienske renæssance og af latinske forfattere fra Ovid til Boëthius, hvis De Consolatione Philosophiae (Chaucers Boece) inspirerede ham til at sætte sine hyppige lån fra Boccaccio i underfundigt filosofisk perspektiv.

Hele forfatterskabet kan ses som Geoffrey Chaucers søgen efter et personligt udtryk via en dialog mellem digteren og en tradition, han omfatter med lige dele skepsis og beundring. Denne søgen kommer tydeligst frem i drømmedigtet House of Fame (ca. 1379), der er Chaucers selvironiske anfægtelse af idégrundlaget for Dantes Guddommelige Komedie, og senere i Prologen til Legend of Good Women (1386 ff.), en samling historier om kærlighedens martyrer.

Geoffrey Chaucers sidste og mest læste værk er The Canterbury Tales (da., let forkortet version, 1952). En pilgrimsfærd fra London til Thomas Beckets helgengrav i Canterbury indrammer 24 fortællinger fra alle tidens genrer (fx romance, fabliau, helgenlegende, burleske og prædiken); fortælleren beskriver i den berømte Prolog og i sammenkædende tekstled sine medpilgrimme med en velvilje, der problematiseres gennem sideblikke til tidens sociale og religiøse normer.

Geoffrey Chaucer tilpasser forsøgsvis fortællingen til fortælleren, en teknik, der kulminerer i selvafslørende monologer af den livsduelige Kone fra Bath og den depraverede Afladskræmmer. Værkets skeptisk-tolerante idéverden og litterære frodighed giver et nuanceret billede af et senmiddelalderligt samfund i hastig social og kulturel forvandling.

Geoffrey Chaucer fik afgørende indflydelse på engelsk sprog og litteratur. Gennem sammenføring af flere traditioner har han beriget den engelske ordskat; han eksperimenterede utrætteligt med litterære genrer, ligesom han udviklede og tillempede versemål, der senere slog rod i engelsk poesi.

Et vigtigt træk i hans digtning er bruddet med middelalderens tanke om kunsten som bærer af kristen sandhed. Ved at lade sin fortællerfigur afkaste rollen som autoritet pålægger Geoffrey Chaucer sin læser en medskabende funktion.

At denne kreativitet kan true den sjælelige frelse, vedgår han i sit muligvis sidste udsagn, The Retraction, hvori han trækker de værker tilbage, der endnu adskillige århundreder efter hans død fængsler læseren og vækker livlig kritisk debat.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Børch: Geoffrey Chaucer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56156