Faktaboks

R.S. Thomas

Ronald Stuart Thomas

Født
20. marts 1913, Cardiff, Wales
Død
25. september 2000, Cricceth, Wales

R.S. Thomas var en walisisk præst og lyriker. Han var en af de mest betydningsfulde walisiske religiøse digtere i det 20. århundrede.

I et langt livs digterværk, der for alvor fangede offentlighedens opmærksomhed med samlingen Song at the Year's Turning. Poems 1942-54 (1955), har Thomas givet stemme til en specifik walisisk livserfaring, hvis barskhed søges gengivet i ligefremme lyriske tekster, der kombinerer opmærksomhedsfangende billedsprog med en nøgtern, næsten klinisk stil.

R.S. Thomas voksede op i en engelsktalende familie i Wales og skrev alle sine værker på engelsk. Men han anså walisisk for at være det eneste legitime sprog for Wales, og som 30-årig gav han sig i kast med at lære sproget. Han følte sig aldrig flydende nok til at skrive lyrik på walisisk, men han har udgivet flere prosatekster og hans selvbiografi Neb (Ingen) som udkom i 1985 var skrevet på walisisk.

R.S. Thomas vandt stor anerkendelse for sit forfatterskab. I 1955 modtog han prisen Heinemann Award, der uddeles af The Royal Society of Literature, for samlingen Song at the Year's Turning. I 1964 modtog han The Queen's Gold Medal in Poetry for The Bread of Truth, og i 1996 blev han nomineret til Nobelprisen i Litteratur. Hans samlede digte, der udkom i 1993, er blevet beskrevet som den største anglo-walisiske udgivelse, siden Dylan Thomas' samlede digte udkom i 1952.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig