Faktaboks

Nick Hornby
Født
17. april 1957, Redhill, Surrey
Nick Hornby i 2022
Nick Hornby i 2022
Af /Ritzau Scanpix.

Nick Hornby er en engelsk forfatter og musikjournalist.

Hornbys tidlige værker

Hornby brød igennem med en bog om sin passion for fodbold, Fever Pitch (1992, dansk Fodboldfeber, 1998, filmatiseret 1996). Bogen er struktureret som en kronologisk gennemgang af væsentlige Arsenal-kampe i årene 1975-1991, og den blander sportsjournalistik med essayistik og selvbiografi.

Med High Fidelity (1995, dansk 1997, filmatiseret 2000) vender Hornby sig mod sin anden passion, rockmusik, nu i romanform. Jeg-fortælleren Rob er særlig glad for top-fem-lister og benytter dem endda til at bedømme sin ungdoms kærlighedsforhold. Forfatterskabets fokus på moderne parforhold videreføres i About a Boy (1998, dansk Omkring en dreng, 1999, filmatiseret 2002), som dog især er en skildring af en rodløs mand og hans venskab med en 12-årig dreng. Den blev som de forrige bøger en bestseller.

Hornby eksperimenterer

Hornbys prosa er i de tidlige bøger præget af vid, intelligens, humor og varme, og han evner at kaste et troværdigt blik på livet i storbyen. Efter årtusindskiftet opnår han i første omgang ikke helt samme succes, men forsøger sympatisk nok at gå nye veje. Således har How To Be Good (2001, dansk Hvordan man er et godt menneske, 2002) en kvindelig fortæller, og romanen leverer en ironisk, morsom og dreven afdækning af familiekonflikter.

Sammen med andre forfattere skriver Hornby i 2001 novellesamlingen Speaking With the Angel (dansk Samtaler med en engel, samme år). Udgivelsens overskud går til børn, der som Hornbys søn er autistiske. Med A Long Way Down (2005, dansk Langt nede, samme år, filmatiseret 2014) får vi endnu en anderledes Hornby-roman, her præget af en vis livslede og sort humor. I romanens første scene mødes fire af hinanden uafhængige personer nytårsaften på toppen af et højhus for at begå selvmord. Vi følger herefter hver af disse skæbner efter at de opgiver deres forehavende.

Tilbage til humoren, men også til den skarpe samfundsanalyse

Senere er Hornby vendt tilbage til sit mere hjertelige og muntre udgangspunkt i ungdomsbogen Slam (2007, dansk samme år). Også romanerne Juliet, Naked (2009, dansk Juliet, nøgen, 2010) og Funny Girl (2014, dansk Miss Blackpool, 2015, TV-serie med titlen Funny Woman, 2023) er humoristiske.

Med Just Like You (2020, dansk Ingen som dig, 2022) er Hornby vendt tilbage i rollen som samfundsanalytiker. Romanen foregår hovedsageligt i året for Brexit-afstemningen, 2016, og der leveres et skarpt satirisk blik på den tilstand, briterne med den ifølge Hornby latterlige ja/nej-vinklede afstemning er sat i. Samtidig behandler romanen andre følsomme emner, ikke mindst race-spørgsmål, illustreret konkret gennem en kærlighedshistorie, hvor en midaldrende hvid kvinde finder sammen med en ung sort mand. Romanen, som er blevet den mest succesrige siden de tre første bøger, er vel nok også Hornbys hidtil væsentligste.

Hornby som manuskriptforfatter og musikjournalist

Nick Hornby har skrevet manuskript til flere film og TV-serier, ud over sin egen Fever Pitch (1996) bl.a. Lone Scherfigs An Education (2009). I årene 2019-2022 kom TV-serien State of the Union, der følger ægteparret Louise og Tom, som er i ægteskabsterapi.

Blandt flere musikjournalistiske udgivelser og andre essays skal fremhæves den fine samling 31 Songs (2003).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig