Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kazuo Ishiguro

Oprindelig forfatter LOSau Seneste forfatter Redaktionen

Kazuo Ishiguro, f. 1954, britisk forfatter. Ishiguro blev født i Nagasaki i Japan, men voksede op og fik sin uddannelse i Storbritannien. Både debutromanen A Pale View of Hills (1981, da. De fjerne blå bjerge, 1984) og An Artist of the Floating World (1986, da. Kunstner i den flydende verden, 1988) har baggrund i Japans medvirken i 2. Verdenskrig. I den Booker-prisvindende The Remains of the Day fra 1989 (da. Resten af dagen, 1989; filmatiseret 1993) lader Ishiguro, med mesterlig anvendelse af underdrivelser, antydninger og udeladelser, en arketypisk britisk butler berette lakonisk og uerkendt om sit forspildte liv i blind loyalitet mod sit herskab og sin professions krav.

Ishiguros fokusering på fortrængninger, som afdækkes gradvis og indirekte af fortællerne selv, iscenesættes i romanen The Unconsoled (1995, da. Koncerten, 1996) i et surrealistisk univers. Hans femte roman, When We Were Orphans (2000, da. Vi forældreløse, s.å.), kan læses som en underfundig pastiche på den klassiske kriminalroman, men også som en eksistensproblematiserende fortælling om erindringens natur, hvis flygtighed står i grel modsætning til krimiens insisteren på psykologisk og social orden. Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig, s.å.) er en grum historie om et samfund, der tillader kloning af mennesker med henblik på transplantationer. Igen er underdrivelse og pokeransigt forfatterens stærke våben. I The Buried Giant (2015, da. Den begravede kæmpe, s.å.) er handlingen henlagt til et drømagtigt middelalderunivers, hvor et ægtepar forsøger at finde frem til deres søn. Romanen afsøger grænserne for og værdien af hukommelse og minder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ole Sauerberg: Kazuo Ishiguro i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99614