Hari Kunzru, f. 1969, britisk forfatter og journalist. Kunzru brød igennem i 2002 med The Impressionist (da, Impressionisten, 2002), en historie om en indisk dreng, der med sit europæiske udseende skaber sig et liv i Storbritannien som "ægte" brite. Hans anden roman Transmission (2004, da. leela.exe, 2004) følger en indisk programmør, der på falske løfter lokkes til USA og som hævn for dårlig behandling slipper en global computervirus løs. Siden er udkommet romanerne My Revolutions (2007) og Gods Without Men (2011). Kunzru er en markant eksponent for den ny nationalitetsoverskridende og identitetsproblematiserende engelsksprogede litteratur, der har migrationen som hovedtema.