Elizabeth Bowen, 1899-1973, engelsk og irsk forfatter, født i Dublin, men tilbragte det meste af livet i England; 1952-60 boede hun dog på familiens irske gods, som hun omkring 1930 havde arvet efter faderen. Ud over ikke-skønlitterære værker skrev hun ti romaner og over 70 noveller. Hendes barndom synes ofte at være baggrunden for hendes skildringer af ulykkelige barneskæbner, men hun har også på mesterlig vis skildret en række ensomme kvinder. Hendes foretrukne miljø er den højere engelske middelklasse, og flere af hendes værker behandler i denne forbindelse irske emner. Bowen debuterede med novellesamlingen Encounters (1923); hendes hovedværker er romanerne The Last September (1929) og The Death of the Heart (1938, da. Hjertets Død, 1942). Også flere af hendes senere værker er oversat til dansk.