Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arthur Koestler

Oprindelig forfatter Kold Seneste forfatter Redaktionen

Arthur Koestler, 5.9.1905-1.3.1983, britisk forfatter og filosof, født af jødiske forældre i Budapest og uddannet i Wien. I 1926-1927 opholdt Arthur Koestler sig i Palæstina og deltog i 1931 som eneste journalist på luftskibet Graf Zeppelins polarflyvning. Derefter ernærede han sig som udenrigskorrespondent i Mellemøsten og Paris og rejste i Sovjetunionen.

Arthur Koestlers erfaringer herfra og som journalist for News Chronicle og kommunist i 1930'erne samt oplevelserne under Den Spanske Borgerkrig, hvor han sad i fængsel som dødsdømt, lagde grunden til den desillusion, som blev nedfældet i en række meget læste bøger.

Blandt de væsentligste er The Yogi and the Commissar and Other Essays (1945, da. Yogien og Kommissæren, 1946) og især romanen Darkness at Noon (1940, da. Mørke midt paa Dagen, 1946, oversat af H.C. Branner), der former sig som et voldsomt angreb på Josef Stalins hensynsløse udryddelse af trofaste partifæller i Sovjetunionen. Det var specielt denne bog, som dannede grundlag for hans internationale berømmelse.

Annonce

Vinteren 1939-40 blev Arthur Koestler igen fængslet, denne gang i den berygtede kz-lignende fangelejr Le Vernet nær Pyrenæerne. Det lykkedes imidlertid diplomaten Harold Nicholson og kunstneren Noel Coward at få ham midlertidigt løsladt herfra, hvorefter han kunne undslippe til Storbritannien.

Efter 2. Verdenskrig tog han til Israel, hvor han samlede materiale til romanen Thieves in the Night (1946, da. Tyve i Natten, 1947, oversat af H.C. Branner), der handler om de zionistiske kibbutzer. I 1949 blev han britisk statsborger og havde sidst i 1950'erne held med en energisk kampagne til at få afskaffet dødsstraf ved hængning i Storbritannien.

I 1968 blev Arthur Koestler tildelt Sonningprisen for "sit enestående bidrag til europæisk kultur", og nogle år senere udnævntes han til Commander of the British Empire (CBE). I 1976 ramtes han af Parkinsons sygdom og valgte i 1983 at begå selvmord s.m. sin 3. hustru.

Af hans bøger kan desuden fremhæves Arrow in the Blue (1952, da. Pilen i det blå, 1953) og The Invisible Writing (1954, da. Skriften på væggen, 1954), som afspejler hans liv i et tumultarisk Europa.

Arthur Koestler skrev også bøger, der diskuterede og overskred de videnskabelige grænser for viden, fx The Roots of Coincidence (1972, da. Sandsynlighedens grænse, 1974).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christen Kold Thomsen: Arthur Koestler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107842