Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louis MacNeice

Oprindelig forfatter LOSau Seneste forfatter Redaktionen

Louis MacNeice, 1907-1963, irskfødt lyriker, klassisk filolog, radiodramatiker og programmedarbejder ved BBC fra 1941. Selvom MacNeice, der debuterede med digtsamlingen Blind Fireworks i 1929, ofte sammenstilles med W.H. Auden, Stephen Spender og Cecil Day-Lewis som det toneangivende firkløver "Macspaunday" i 1930'ernes politisk bevidste britiske litteratur, var hans ståsted på intet tidspunkt partipolitisk dogmatisk. Hans lange selvbiografiske digt Autumn Journal fra 1939 griber i eminent grad tidens rastløse stemning og anses for at være forfatterens mesterstykke. MacNeices senere lyrik søger det klare og det enkle (Solstices, 1961, og The Burning Perch, 1963). Hans foretrukne tema er tabet, både i forhold til det personlige, det politiske og det nationale. MacNeices ufuldendte selvbiografi, The Strings are False, udkom i 1965.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ole Sauerberg: Louis MacNeice i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120200