Faktaboks

Katherine Mansfield

Kathleen Mansfield Beauchamp, Kathleen Mansfield Murry

Født
14. oktober 1888, Wellington, New Zealand
Død
9. januar 1923, Fontainebleau, Frankrig
Katherine Mansfield, årstal ukendt.
Af /Archives New Zealand.
Licens: CC BY SA 2.0

Katherine Mansfield var en newzealandsk forfatter.

Hun voksede op i en velhavende middelklassefamilie, der er forlægget for familien Burnell i en lang række af hendes noveller. Hun gik i skole i England og Tyskland fra 1903 til 1906 og forlod New Zealand for altid i 1908. Herefter levede hun et bohemeliv med mange rejser og elskere af begge køn.

I et stormfuldt samliv med litteraturkritikeren John Middleton Murry (1889-1957), som hun hjalp med at redigere flere tidsskrifter, færdedes hun i inderkredsen af den såkaldte Bloomsbury-gruppe og havde heftige venskaber med bl.a. Virginia Woolf og D.H. Lawrence. De senere år af hendes korte liv var præget af den tuberkulose, hun døde af på sanatorium i Frankrig.

Hendes bedste noveller, bl.a. fra samlingerne In a German Pension (1911), Je ne parle pas français (1920), Bliss and Other Stories (1920), The Garden Party and Other Stories (1922), er kommet til at stå blandt den engelsksprogede modernismes og novellekunsts højdepunkter med dyb indflydelse på samtidige og senere forfattere. I hendes noveller er handlingen ofte minimal, med koncentration om et psykologisk øjeblik og set inde fra hovedpersonernes bevidsthedsstrøm. Med en sansemættet intensitet, der minder om barndommens og ofte fortalt fra et barns synsvinkel, rækker hendes fortællestil over i det lyriske, typisk i novellen "At the Bay" (1922). En lignende intensitet kommer til udtryk i hendes posthumt udgivne dagbøger og breve. På dansk foreligger bl.a. novelleudvalget Havefesten (1989).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig