Faktaboks

Hugh MacDiarmid

Pseudonym for Christopher Murray Grieve

Født
11. august 1892, Langholm, Dumfriesshire, Skotland
Død
8. september 1978, Edinburgh

Hugh MacDiarmid var en skotsk forfatter. MacDiarmid var i 1928 medstifter af det første skotske nationalparti National Party of Scotland, men han blev få år senere ekskluderet på grund af sit medlemskab af kommunistpartiet. Kort efter blev han også ekskluderet af dette.

Som nationalist begyndte MacDiarmid at digte på et rekonstrueret skotsk sprog, der kulminerede med A Drunk Man Looks at the Thistle (1926) – tidslen er Skotlands nationalsymbol. Det er en længere dramatisk monolog, der svinger mellem det prosaisk-realistiske og det billedfabulerende-ekspressive og hylder mangfoldighed.

I 1930'erne kombinerede han nationalisme med international socialisme, som i digtene fører til en objektiv materialistisk symbolverden præget af videnskabelig syntaks og terminologi. Stone Limits (1934) forsøger herigennem at indkredse forholdet mellem universets enhed og digterens skabende kraft.

Trods sine rabiate politiske holdninger og manifestationer regnes MacDiarmid for en væsentlig digter og en vigtig stemme i den såkaldte skotske renæssance.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig