G.K. Chesterton var en britisk humorist og forfatter af romaner, lyrik, journalistik og debatindlæg om sociale, økonomiske, politiske og religiøse emner.
G.K. Chesterton
Faktaboks
Gilbert Keith Chesterton
- Født
- 29. maj 1874
- Død
- 14. juni 1936
Chestertons liv og tankeverden
Chesterton gik først på kunstakademiet og studerede senere litteratur. Fra 1895 arbejdede han nogle år i forlagsbranchen.
Chesterton var inspirereret af tankerne fra den engelske romantik. Ligesom vennen Joseph Hilaire Belloc var han endvidere konservativ tænker og kritiker af imperialismen og af Storbritanniens rolle i Boerkrigen. Han var ofte i offentlig debat med dramatikeren og socialisten George Bernhard Shaw, hans ideologiske modpol og personlige ven. Han var kritisk over for både kapitalisme og socialisme og fortaler for "distributisme", en økonomisk-social teori, der var inspireret af pave Leo 13.s politisk-økonomiske program, og som advokerede for, at den private ejendomsret burde udbredes til hele befolkningen.
Chestertons forfatterskab
Chestertons forfatterskab er meget omfattende. Fremhæves skal især bogen Charles Dickens: A Critical Study (1906), romanen The Man Who Was Thursday (1908, dansk Manden som var Torsdag, 1943) og de meget populære kriminalfortællinger med Father Brown, en katolsk landsbypræst, der opklarer kriminalgåder i kraft af sin sunde fornuft.
Blandt Chestertons religiøse skrifter kan nævnes de to sammenhængende essays, Heretics (1905) og Orthodoxy (1908, på dansk Fritænkeri og Rettroenhed ved Henning Kehler 1925). Her går han ironisk ud fra, at i en moderne verden, hvor alle er fritænkere, dvs. ateister, vil den traditionelle kristne være den eneste virkelige kætter. Chesterton tilhørte den anglikanske kirke, men konverterede i 1922 til katolicismen. Et litterært udslag heraf er bøgerne Saint Francis of Assisi (1923) og Saint Thomas Aquinas (1933; på dansk samlet som Mørk Middelalder: Den hellige Frans af Assisi og den hellige Thomas af Akvin ved Peter Schindler, 1945).
Også Chestertons selvbiografi The Autobiography (1936) er oversat til dansk: Erindringer, 1938, ved Wald. Petersen.
Chestertons indflydelse
Med sit begreb om børns sans for eventyr (fairy tales) som en nødvendig forståelseshorisont for religion blev Chesterton en inspirator for næste generation af de ligeledes katolske fantasy-forfattere C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien. Også så forskelligartede forfattere som T.S. Eliot, Sinclair Lewis og Jorge Luis Borges har ladet sig inspirere af ham.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.