George Bernard Shaw

George Bernard Shaw var en irsk-britisk dramatiker, kritiker og samfundsdebattør, som i 1925 modtog Nobelprisen i litteratur.

Efter en protestantisk opvækst i Dublin slog Bernard Shaw sig i 1876 ned i London. Han forsøgte sig først, men forgæves som romanforfatter, havde større succes som musik- og teateranmelder for så endelig at bryde igennem som skuespilforfatter med Henrik Ibsens idé- og debatdrama som det erklærede forbillede. Han hyldede Ibsen i skriftet The Quintessence of Ibsenism (1891).

De problemer, som Shaw debatterede i sine første skuespil, var samfundsproblemer som kapitalistisk boligspekulation i Widowers' Houses (opført 1892, på dansk Enkemænds Huse, 1907) og prostitution i Mrs. Warren's Profession (1893, på dansk Fru Warrens Kald, 1907). Begge stykker blev optrykt i Plays Unpleasant (1898).

Der er en naturlig sammenhæng mellem Bernard Shaws dramatik og hans politiske engagement, nemlig hans oprindelig Marx-inspirerede socialisme, der i 1884 havde udviklet sig til et medlemskab af det mere pragmatiske og mindre revolutionsromantiske Fabian Society, hvor han snart blev kendt som en dygtig debattør og skribent. I 1889 redigerede han Fabian Essays in Socialism, som han selv bidrog til med artikler som "The Basis of Socialism" og "The Transition to Social Democracy". Men Shaw var ikke bare socialist, han var også feminist, og der var næppe det problem i samtiden, det være sig politisk, økonomisk, religiøst, filosofisk eller æstetisk, som fritænkeren Shaw ikke havde sin egen velformulerede mening om.

I sine bedste skuespil formår Bernard Shaw på dialektisk vis at forene sin enestående sproglige og teatralske virtuositet med sine politiske og filosofiske interesser. Et godt eksempel er Man and Superman (1903, dansk titel Mandens Overmand, 1913), der ironisk og vittigt gennemspiller det klassiske Don Juan-motiv med omvendt fortegn, dvs. at det amourøse initiativ her overlades til den moderne kvinde, der som indbegrebet af, hvad Shaw kalder den skabende evolutions "Life Force" (livskraft), instinktivt jagter netop den mand, der genetisk, dvs. eugenisk, vil kunne bidrage til udviklingen af Shaws overmenneske. John Tanner er den moderne Don Juan, der i en veritabel biljagt tværs gennem Europa forfølges af den giftemodne Ann Whitefield som en anden Donna Juana.

Samtidig ironiserer Shaw over den puritanske intellektualisme, der ellers får ham til at tage afstand fra enhver idealisering og romantisering af seksualiteten, fx i fordømmelsen af William Shakespeares Antony and Cleopatra i forordet til Three Plays for Puritans (1901), der også indeholder Shaws egen version af Kleopatra i den historiske komedie Caesar and Cleopatra. Han bebrejder her Shakespeare, at han med sin sublime teatralske æstetik og retorik kan få et tåbeligt publikum til at tro på, at kærligheden er det vigtigste i livet.

I samtiden var det især romanforfatteren D.H. Lawrence, der med afsæt i sin egen evangelisering af seksualiteten angreb Bernard Shaws blodfattige intellektualisme og rationalisme, bl.a. i A Propos of "Lady Chatterley's Lover" (1930).

Den moderne, frigjorte kvinde har i det hele taget en central rolle i Shaws dramatik. Ud over Man and Superman finder vi hende i det ironiske trekantsdrama Candida (1897, på dansk i 1907), hvor Candida som den Shawske fornuftskvinde vælger den mand, den solide og arbejdsomme præsteægtemand Morell, der har mest brug for hende. Og vi finder hende i den idealistiske Barbara, der i Major Barbara (1905, på dansk i 1916) har valgt det sociale arbejde i Frelsens Hær som protest mod faderen, som har tjent sin formue i våbenindustrien.

Også cockney-blomsterpigen Eliza Doolittle i Pygmalion (1913) viser sig at være en moderne, selvbevidst kvinde, da hun, efter med bravur at have afsluttet sin sproglige og sociale uddannelse til "hertuginde", afviser sin selvsikre sprogprofessors frieri. I den senere film- og musicaludgave My Fair Lady er Shaws feministiske slutning dog erstattet med en mere konventionel, romantisk happy ending.

Efter Saint Joan (1923, på dansk som Jeanne d'Arc, 1925), hvor det endnu en gang er en stærk kvinde, der identificeres med historiens progressive kræfter, modtog Bernard Shaw i 1925 nobelprisen.