Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

George Bernard Shaw

Oprindelig forfatter PSeP Seneste forfatter Redaktionen

George Bernard Shaw.  Udateret fotografi.

George Bernard Shaw. Udateret fotografi.

George Bernard Shaw, 26.7.1856-2.11.1950, irsk-britisk dramatiker, kritiker og samfundsdebattør. Efter en protestantisk opvækst i Dublin slog Bernard Shaw sig i 1876 ned i London. Han forsøgte sig først, men forgæves som romanforfatter, havde større succes som musik- og teateranmelder for så endelig at bryde igennem som skuespilforfatter med Henrik Ibsens idé- og debatdrama som det erklærede forbillede (Ibsen blev behørigt hyldet i skriftet The Quintessence of Ibsenism, 1891).

De problemer, Shaw satte under debat i sine første skuespil, var samfundsproblemer som kapitalistisk boligspekulation i Widowers' Houses (opført 1892, da. Enkemænds Huse, 1907) og prostitution i Mrs. Warren's Profession (1893, da. Fru Warrens Kald, 1907). Begge stykker blev optrykt i Plays Unpleasant (1898).

Der er en naturlig sammenhæng mellem Bernard Shaws dramatik og hans politiske engagement, nemlig hans oprindelig Marx-inspirerede socialisme, der i 1884 havde udviklet sig til et medlemskab af det mere pragmatiske og mindre revolutionsromantiske Fabian Society, hvor han snart blev kendt som en dygtig debattør og skribent. Således redigerede han i 1889 Fabian Essays in Socialism, hvortil han selv bidrog med artikler som "The Basis of Socialism" og "The Transition to Social Democracy". Men Shaw var ikke bare socialist, han var også feminist; der var næppe det problem i samtiden, det være sig politisk, økonomisk, religiøst, filosofisk eller æstetisk, som fritænkeren Shaw ikke havde sin egen velformulerede mening om.

Annonce

I sine bedste skuespil formår Bernard Shaw på dialektisk vis at forene sin enestående sproglige og teatralske virtuositet med sine politiske og filosofiske interesser. Et godt eksempel på en sådan syntese er Man and Superman (1903, da. opf. Mandens Overmand, 1913), der ironisk og vittigt gennemspiller det klassiske Don Juan-motiv med omvendt fortegn, dvs. at det amourøse initiativ her overlades til den moderne kvinde, der som indbegrebet af, hvad Shaw kalder den skabende evolutions "Life Force" (Livskraft), instinktivt jagter netop den mand, der genetisk, dvs. eugenisk, vil kunne bidrage til udviklingen af Shaws overmenneske. John Tanner er den moderne Don Juan, der i en veritabel biljagt tværs gennem Europa forfølges af den giftemodne Ann Whitefield som en anden Donna Juana.

Samtidig formår Shaw at ironisere over den puritanske intellektualisme, der ellers får ham til at tage afstand fra enhver idealisering og romantisering af seksualiteten, fx i fordømmelsen af William Shakespeares Antony and Cleopatra i forordet til Three Plays for Puritans (1901), der også indeholder Shaws egen version af Cleopatra i den historiske komedie Caesar and Cleopatra. Han bebrejder her Shakespeare, at han med sin sublime teatralske æstetik og retorik kan få et tåbeligt publikum til at tro på, at kærligheden er det vigtigste i livet.

I samtiden var det specielt romanforfatteren D.H. Lawrence, der med afsæt i sin egen evangelisering af seksualiteten angreb Bernard Shaws blodfattige intellektualisme og rationalisme, bl.a. i A Propos of "Lady Chatterley's Lover" (1930).

George Bernard Shaw.  Fotografi fra ca. 1920.

George Bernard Shaw. Fotografi fra ca. 1920.

Den moderne emanciperede kvinde har i det hele taget en central rolle i Shaws dramatik. Ud over Man and Superman finder vi hende således i det ironiske trekantsdrama Candida (1897, da. 1907), hvor Candida som den Shawske fornuftskvinde vælger den mand, den solide og arbejdsomme præsteægtemand Morell, der har mest brug for hende. Vi finder hende i den idealistiske Barbara, der i Major Barbara (1905, da. opf. 1916) har valgt det sociale arbejde i Frelsens Hær som protest mod faderen, som har tjent sin formue i våbenindustrien.

Også cockney-blomsterpigen Eliza Doolittle i Pygmalion (1913) viser sig at være en moderne selvbevidst kvinde, da hun, efter med bravur at have afsluttet sin sproglige og sociale uddannelse til "hertuginde", afviser sin selvsikre sprogprofessors frieri (i den senere film- og musicaludgaveMy Fair Lady er Shaws feministiske slutning erstattet med en mere konventionel romantisk happy end).

Efter Saint Joan (1923, da. opf. Jeanne d'Arc, 1925), hvor det endnu en gang er en stærk kvinde, der identificeres med historiens progressive kræfter, modtog Bernard Shaw i 1925 nobelprisen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Serritslev Petersen: George Bernard Shaw i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=158300