Faktaboks

Enoch Arnold Bennett
Født
27. maj 1867
Død
27. marts 1931

Enoch Arnold Bennett var en engelsk forfatter. Han er en af de få englændere, der er inspireret af den franske naturalistiske romanform, især Emile Zolas romaner.

Som ung tog Benett til London, hvor han gjorde karriere som redaktør og freelance-skribent. Det var imidlertid hans erfaringer fra barndommens Staffordshire, der blev hans altdominerende inspirationskilde. Debutromanen A Man from the North (1898) anslog det regionale tema, og i Anna of the Five Towns (1902) blev det fuldt udfoldet i en detaljerig beretning om Anna, fanget mellem sin far og to mænds kærlighed. Som etableret forfatter tog Bennett til Paris, hvor hans berømteste værker blev til, The Old Wives' Tale (1908, dansk titel Søstrene, 1929) og de første romaner i Clayhanger-serien (1910-1918).

The Old Wives' Tale fortæller om de to søstre Constance og Sophia fra Bursley, en af de "Fem Byer", der er hjemstedet for størstedelen af Bennetts fiktion. Det er historien om Constance, der blev hjemme og giftede sig fornuftigt, og den mere fantasifulde Sophia, der tilbringer en årrække i Paris, men som genforenes i Bursley med sin søster.

Clayhanger-serien (Clayhanger, 1910, dansk titel To Familier, 1941), Hilda Lessways (1911, dansk titel En Kvindes Veje, 1942) og These Twain, (1916, dansk titel Et Ægteskab, 1942) danner et rigt nuanceret mønster af hverdagsliv og menneskeskæbner fra de "Fem Byer". I Bennetts senere periode er det især London-romanen Riceyman Steps (1923, dansk titel Riceymans Stræde, 1927), der står frem i sin beskrivelse af en boghandlers dagligdag.

Bennett skrev et stort antal romaner, noveller, essays og skuespil, deltog som anmelder og debattør energisk i den litterære og politiske debat i England. Hans dagbøger (The Journals of Arnold Bennett 1896-1931, udgivet 1932-1933) giver et intimt indblik i hans dagligliv og arbejdsvilkår og er samtidig et personligt portrætgalleri af samtidens litterære berømtheder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig