Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Enoch Arnold Bennett

Oprindelig forfatter MSko Seneste forfatter Redaktionen

Enoch Arnold Bennett, 1867-1931, engelsk forfatter, en af de få englændere, der er inspireret af den franske naturalistiske romanform, især Emile Zolas romaner. Som ung tog han til London, hvor han gjorde karriere som redaktør og freelance-skribent. Det var imidlertid hans erfaringer fra barndommens Staffordshire, der blev hans altdominerende inspirationskilde. Debutromanen A Man from the North (1898) anslog det regionale tema, og i Anna of the Five Towns (1902) blev det fuldt udfoldet i en detaljerig beretning om Anna, fanget mellem sin far og to mænds kærlighed. Som etableret forfatter tog Bennett til Paris, hvor hans berømteste værker blev til, The Old Wives' Tale (1908, da. Søstrene, 1929) og de første romaner i Clayhanger-serien (1910-18).

The Old Wives' Tale fortæller om de to søstre Constance og Sophia fra Bursley, en af de "Fem Byer", der er hjemstedet for størstedelen af Bennetts fiktion. Det er historien om Constance, der blev hjemme og giftede sig fornuftigt, og den mere fantasifulde Sophia, der tilbringer en årrække i Paris, men som genforenes i Bursley med sin søster. Clayhanger-serien (Clayhanger, 1910, da. To Familier, 1941), Hilda Lessways (1911, da. En Kvindes Veje, 1942) og These Twain, (1916, da. Et Ægteskab, 1942) danner et rigt nuanceret mønster af hverdagsliv og menneskeskæbner fra de "Fem Byer". I Bennetts senere periode er det især London-romanen Riceyman Steps (1923, da. Riceymans Stræde, 1927), der står frem i sin beskrivelse af en boghandlers dagligdag. Bennett skrev et stort antal romaner, noveller, essays og skuespil, deltog som anmelder og debattør energisk i den litterære og politiske debat i England. Hans dagbøger (The Journals of Arnold Bennett 1896-1931, udgivet 1932-33) giver et intimt indblik i hans dagligliv og arbejdsvilkår og er samtidig et personligt portrætgalleri af samtidens litterære berømtheder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Skovmand: Enoch Arnold Bennett i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45788