Matthew Arnold

Matthew Arnold var en britisk forfatter og en af Victoriatidens væsentlige og karakteristiske digtere. Han har dog fået en bredere betydning gennem sit litteratur- og kulturkritiske forfatterskab.

Her lagde Matthew Arnold grunden til en kulturopfattelse, som kom til at spille en afgørende rolle i Storbritanniens litterært orienterede åndsliv og i dets undervisningsvæsen.

I en alder af 35 år blev Arnold valgt til æresprofessor i poesi ved Oxford University. Dette hverv var imidlertid kun en afbrydelse i hans ansættelse som tilsynsførende ved skolevæsenet.

Nerven i Matthew Arnolds virke er gemt i digtningen fra hans ungdom og tidlige manddom. Stoffet hentes hyppigt fra antikken, og det digteriske udtryk spænder vidt, fra den rene lyrik til den episke og dramatiske poesi.

For Arnold var den digteriske virksomhed først og fremmest en kilde til glæde, indsigt og moralsk styrke, mens litteraturkritikken var et uhildet forsøg på at fastholde og videreføre den bedste viden og tænkning, som han fandt netop i litteraturen.

I sine portrætter af betydelige skikkelser fra andre europæiske nationallitteraturer søgte han derfor at udvide den britiske horisont, som han fandt provinsiel. Samtidig holdt han fast ved en klarhed, han i lighed med Johann Wolfgang von Goethe fandt i antikken og praktiserede i sin venlige, undertiden ironiske stil.

Over for naturens tomhed, sjælens fremmedgørelse og samfundets anarki satte Arnold, hvad der for ham var en anden realitet: Et kulturbegreb, der udkrystalliserer det bedste i det enkelte menneske og i historien.

Personlig kultur er i hans version en stræben efter skønhed, indsigt og godhed, som benytter sig af den fælles kultur, dvs. det bedste verden har frembragt. Med dette kvalitative, sekulariserede kultursyn kan den traditionsbevidste kulturelites normer overtage den vejledende og frelsende funktion, der tidligere var forbeholdt religionen.

For Arnold repræsenterede også staten en over-individuel, højnende kvalitet, og han videreførte G.W.F. Hegels og Edmund Burkes statsopfattelse.

Den organiserede nation skal hos Arnold virkeliggøre den fælles stræben, især ved at sørge for en almen, humaniserende dannelse for alle borgere. Trods alle forbehold mente han dog, at middelklassen bedst kunne bære ansvaret for den noget frygtsomme udgave af demokratiet, han vedkendte sig.

I sin ubeskyttede ærlighed har Arnolds digtning sin egen fine klang, men også den intensitet og styrke, som kendetegner hans kulturkritik. Han er den klareste eksponent for en borgerlig idealistisk humanisme, som har stået centralt i eftertidens kulturdebat.

Såvel Matthew Arnolds poesi som hans prosa findes i samlede udgaver. Blandt hans kendteste digte er "The Scholar Gipsy" (1853), "Dover Beach" (1867) og "Thyrsis" (1867). Af prosaværkerne har "The Function of Criticism at the Present Time" (i Essays in Criticism, 1865) og Culture and Anarchy (1869) haft størst betydning.