Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lewis Carroll

Oprindelige forfattere THTha og VHP Seneste forfatter Redaktionen

Lewis Carroll Pastor C. Barker og hans datter May, fotografi fra 1864.

Lewis Carroll Pastor C. Barker og hans datter May, fotografi fra 1864.

Lewis Carroll, pseudonym for Charles Lutwidge Dodgson, 27.1.1832-14.1.1898, britisk forfatter.

Han var lektor i matematik ved Oxford University og en anerkendt videnskabsmand, men huskes især for sine geniale børnebøger, der har opnået klassikerstatus: Alice's Adventures in Wonderland (1865, da. Alice i Eventyrland, 1875 og senere) og fortsættelsen Through the Looking-Glass and What Alice Found There (1871, da. Bag Spejlet, 1947).

Nævnes bør også nonsensdigtet The Hunting of the Snark (1876, da. Snarkejagten, 1963). Den verden, Lewis Carroll skildrer i sine børnebøger, er en parodi på virkeligheden, fuld af voldsomme og skræmmende begivenheder og af besk satire over de voksnes ufølsomhed og selvhøjtidelighed. Den uforlignelige humor formidles blandt andet af ordspil og af formel logik, der bruges til at afsløre tilværelsens absurditet.

Annonce

Samme år, som Lewis Carroll antog pseudonym (1856), bestilte han et komplet fotografisk udstyr, lærte sig at fotografere og udstillede første gang i 1858. Hans foretrukne genre var portrættet, hvor børn, særligt piger, var hans yndlingsmotiv. De enkelt arrangerede portrætter viser Carrolls evne til at afbilde børn som selvstændige individer. Han skrev også artikler om det at fotografere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tove Thage, Viggo Hjørnager Pedersen: Lewis Carroll i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54667