Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Ruskin

Oprindelig forfatter NJSky Seneste forfatter Redaktionen

John Ruskin.

John Ruskin.

John Ruskin, 1819-1900, britisk kunstskribent og samfundskritiker. John Ruskin var søn af en velhavende vinhandler, domineredes af sin fromme mor, mens faderen styrede hans skolegang og nærede hans sans for kunst gennem gaver og rejser. Selvbiografien Praeterita (1885-89, da. Livsskildringer i Engelsk Litteratur, 1928, uddrag) er den vigtigste kilde til hans ejendommelige barndom og røber en følsomhed, der kunne være pinagtig for ham selv og andre.

John Ruskin, der selv var kunstner (tegning, maleri, digtning), fik sit gennembrud med Modern Painters (1843-60). Allerede første bind fik stor indflydelse ved sit originale forsvar for den omstridte maler William Turner.

Sammen med The Seven Lamps of Architecture (1849) og The Stones of Venice (1851-53, da. Kunsten og Arbejderen, 1917, uddrag) sikrede dette arbejde hans position som førende autoritet inden for arkitektur og billedkunst. Han fremhævede middelalderens gotik og formulerede på det grundlag den tese, at god kunst skabes af et sundt samfund, og han slog til lyd for det gode håndværk modsat kapitalismens masseproduktion. Se også Arts and Crafts Movement.

Annonce

Disse tanker tilspidsedes med The Political Economy of Art (1857) og The Two Paths (1859); hans skarpe kritik af den liberalistiske økonomiske teori og praksis, der kulminerede med Unto This Last (1860, da. Den sidste som den første, 1917, uddrag), skaffede ham det victorianske borgerskab og dets økonomiske vismænd på halsen. Alligevel udnævntes han i 1870 til professor i kunsthistorie ved Oxford University.

I løbet af 1860'erne nåede Ruskin med sine foredrag og med skrifter som Sesame and Lilies (1865, da. Liljen. Dronningens Haver, 1911) et bredere publikum. Han var lærer ved en skole for arbejdere, og hans betydelige formue tillod ham at støtte politiske, sociale og pædagogiske initiativer.

Hans sidste store politiske arbejde, tidsskriftet Fors Clavigera (1871-84, da. Breve til det arbejdende Samfund, 1920, uddrag), er formet som breve til en belæst håndværker; hans samfundsidé er en art æstetisk og etisk motiveret paternalistisk reformsocialisme.

John Ruskins metode og stil forbinder det analytiske med det profetiske, og hans betydning rækker ud over hans århundrede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Jørgen Skydsgaard: John Ruskin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153447