Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christina Rossetti

Oprindelig forfatter VHP Seneste forfatter Redaktionen

Christina Rossetti, 1830-1894, britisk lyriker, søster til Dante Gabriel Rossetti. Hendes liv var udadtil begivenhedsløst: Hun boede sammen med sin mor og søster, var meget religiøs og led af dårligt helbred. Hendes tilsyneladende enkle, men virtuose og suggestive digte vidner imidlertid om indre erotiske og religiøse spændinger. Grundholdningen er melankolsk, og som forfattertype ligner hun Emily Dickinson. I titeldigtet i Goblin Market and Other Poems (1862) ses arven fra Keats og Tennyson. Det emmer af naturfølelse og sanselighed i en flirt med det lesbiske; men her og andre steder mærker man også en mørkere undertone, der står i forbindelse med en antydet frygtelig hemmelighed, måske incest. The Complete Poems, 1-3 udkom 1979-90.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Viggo Hjørnager Pedersen: Christina Rossetti i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152762