Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederick Marryat

Oprindelig forfatter VHP Seneste forfatter Redaktionen

Frederick Marryat.  Samtidigt litografi.

Frederick Marryat. Samtidigt litografi.

Frederick Marryat, 1792-1848, på dansk kendt som Kaptajn Marryat, britisk forfatter. Marryat var orlogskaptajn under Napoleonskrigene, og de fleste af hans populære picareske romaner i Tobias George Smolletts manér skildrer sølivet, bl.a. Peter Simple (1834, da. 1835-36), The Phantom Ship (1839, da. 1840; i 1874 med titlen Dødsseileren eller den flyvende Hollænder) og Poor Jack (1840, da. Den fattige Jack, 1841). En del af bøgerne er skrevet som ungdomslitteratur, bl.a. den historiske Children of the New Forest (1847, da. Børnene i Nyskoven, 1848). Bøgerne betragtes nu mest som underholdningslitteratur, men blev i samtiden beundret i hele Europa og er stadig læseværdige for deres forholdsvis realistiske og ofte humoristiske skildringer af søfolk og småborgere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Viggo Hjørnager Pedersen: Frederick Marryat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122362