Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alfred Tennyson

Oprindelig forfatter VHP Seneste forfatter Redaktionen

Alfred Tennyson, 6.8.1809-6.10.1892, britisk lyriker. Han var præstesøn fra Somersby i Lincolnshire og blev uddannet dels hjemme, dels ved Cambridge.

Hans første selvstændige digtsamling, Poems Chiefly Lyrical (1830), fik en ret kritisk modtagelse. I den spores indflydelse fra George Gordon Byron og især John Keats, men også fra klassisk lyrik, der livet igennem påvirkede både hans emnevalg og hans digteriske form.

Mange af hans bedste digte blev påbegyndt i de følgende år, men flere af dem først udgivet langt senere efter omarbejdelse, bl.a. "Tithonus" (1860).

Annonce

1833 blev et skæbneår: Han udgav Poems, der rummer flere af hans bedste korte digte ("The Lotos-Eaters", "The Lady of Shalott" mfl.), han blev forlovet med Emily Sellwood, og Cambridge-vennen Arthur H. Hallams død inspirerede til de langt senere udsendte In Memoriam (1850) og "Morte d'Arthur" (1842), udgangspunktet for hans Idylls of the King (1859-85, da. udvalg Idyller om Kong Arthur, 1876, endelig eng. udg. 1889).

Alfred Tennyson var som ung en fattig outsider, men slog afgørende igennem med Poems fra 1842. 1845 fik han en livsvarig digtergage, og 1850 blev han poet laureate efter William Wordsworth. Samme år giftede han sig omsider med Emily. Han blev adlet i 1884 som lord Tennyson.

Alfred Tennyson fremhæves ofte for sin sensualitet og sin evne til at skrive fuldendt smukke vers. Samtiden så ham imidlertid først og fremmest som en digterfilosof, der artikulerede nogle af dens brændende spørgsmål og formulerede idealer for en tid, der var blevet usikker af bibelkritik og darwinisme.

Hovedværket, elegienIn Memoriam, der består af 131 sekvenser af firelinjede strofer, begynder med meget personlige udtryk for intens sorg over vennens død. Men Tennyson blev igennem årene ved med at føje til digtet, og med tiden blev den personlige sorg afløst af en mere generel søgen efter meningen med livet i en verden, hvor både individer og hele arter kan forsvinde, og som er badet i blod, "red in tooth and claw".

Løsningen bliver det typiske victorianske kompromis: Naturvidenskabens resultater anerkendes, men troen på sjælens udødelighed og på en almægtig og god Gud opgives ikke.

The Princess (1847), det betydeligste af flere versificerede læsedramaer, sætter længe før Henrik Ibsen kvindeproblemer under debat. Rammen er et middelaldereventyr om en prinsesse, der har svoret ikke at gifte sig, og som med våbenmagt holder friere på afstand. Da drømmeprinsen kommer, overvinder hun ham på slagmarken, men forelsker sig i ham, mens hun plejer hans sår efter slaget.

Forbindelsen til den begyndende kvindesagsdebat er tydelig, og Alfred Tennyson forsøger at sælge idéen om lighed trods forskellighed i ægteskabet; mand og kvinde har forskellige roller, og kvinden skal hellere være sygeplejerske end amazone, men begge har krav på kærlighed og respekt.

Dramaet rummer desuden nogle af Alfred Tennysons bedste og mest sensuelle lyriske digte. Flere findes i det romantisk splittede titeldigt fra Maud and Other Poems (1855), hvor to elskende må skilles, fordi elskeren dræber pigens bror i en duel.

Dette digt (da. "Anna", 1872) med sin slet skjulte seksualitet og anbefaling af soldaterhåndværket som terapi for ulykkelig kærlighed chokerede samtiden, der til gengæld tog hans Arthurdigtning til sig.

Første del af Idylls of the King blev i 1859 på seks uger solgt i det uhørt store oplag af 10.000 eksemplarer. Den samlede digtcyklus bygger på Thomas Malory (d. 1471) og andre gamle fremstillinger af Arthur-sagnene, men Tennysons version er betydelig mere afdæmpet end kilderne, omtrent som B.S. Ingemanns romaner.

Resultatet er en idealistisk, symbolsk farvet digtning, der hylder ridderlighed og kristne dyder. Eftertiden har haft begrænset smag herfor; men digtene er smukke, og historierne velfortalte. Ulykkelig kærlighed forekommer ofte hos Alfred Tennyson, således også i Enoch Arden (1864, da. 1866). Af hans omfattende produktion må også oversættelserne af middelalderlig og klassisk poesi samt nogle usentimentale dialektdigte fremhæves.

Ved sin død stod Alfred Tennyson som "the lord of language", sprogets behersker, og som garant for en videreførelse af den religiøse og romantisk idealistiske tradition. Som andre victorianere blev han kritiseret og nedvurderet gennem en stor del af 1900-t. Senere er hans anseelse atter vokset uden dog helt at nå fordums højder. Men der er ingen tvivl om, at han er sin tids største engelsksprogede lyriker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Viggo Hjørnager Pedersen: Alfred Tennyson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170791