Faktaboks

Walter Scott
Født
15. august 1771
Død
21. september 1832

Walter Scott. Kobberstik fra 1800-t.

.

Walter Scott, sir Walter Scott, 15.8.1771-21.9.1832, skotsk forfatter. Walter Scott blev født i Edinburgh, hvor han også studerede. Han kom i lære på sin fars sagførerkontor og blev med tiden jurist og dommer.

Samtidig interesserede han sig for litteratur og folkeminder og var med til at introducere tysk Sturm und Drang i Storbritannien, bl.a. med William and Helen (1796), en oversættelse af G.A. Bürgers ballade "Lenore". 1802-03 udgav han Minstrelsy of the Scottish Border, et hovedværk i europæisk balladeforskning og samtidig et digterværk, idet han bearbejdede og redigerede det omfattende autentiske materiale, som værket bygger på. The Lay of the Last Minstrel (1805) er den første og bedste af flere romantiske versfortællinger.

De foregår ofte i middelalderen, og der lægges mere vægt på atmosfære — ofte skrækromantisk som i Marmion (1808, da. 1824) — end på historisk nøjagtighed. Digtene blev meget populære og inspirerede bl.a. Byron, der efter Scotts eget udsagn kom til at overgå ham i denne genre.

Bl.a. derfor gik Walter Scott over til prosa og skrev fra 1814 til sin død en række historiske romaner. Blandt de kendteste er Waverley (1814, da. 1826), Guy Mannering (1815, da. 1823), Rob Roy (1817, da. Røde Robin, 1821), The Antiquary (1816, da. Oldgranskeren, 1824), The Heart of Midlothian (1818, da. Midlothians Hjerte, 1822) og Ivanhoe (1819, da. 1822).

Scott opfandt ikke den historiske roman, men det blev ham, der gav genren form, og hans bøger blev udbredt og efterlignet i hele Europa, i Danmark bl.a. af B.S. Ingemann, H.C. Andersen og St.St. Blicher. Også mange britiske forfattere står i gæld til ham, bl.a. Charles Dickens, George Eliot og Thomas Hardy.

Karakteristisk for Scotts romaner er anvendelsen af et stort persongalleri med repræsentanter fra alle samfundslag og naturen som baggrund for handlingen, ofte med symbolsk betydning som i Waverley, hvor en af de skotske Stuart-tilhængere vil skyde en ørn for at vise, hvad han vil gøre ved englænderne, men rammer forbi.

Romanerne falder i to grupper. De fleste af de tidlige behandler nyere skotsk historie og foregår ret tæt på hans egen tid. Andre, i reglen mere underholdningsprægede, er henlagt til middelalderen som Ivanhoe og undertiden tillige til eksotiske himmelstrøg som korstogsskildringen The Talisman (1825, da. Talismanen, 1826-27).

Et tilbagevendende tema er konflikten mellem England og Skotland og nødvendigheden af udsoning. Det findes direkte i Waverley, der handler om den sidste skotske opstand i 1745. Men det findes også skjult i romaner som Ivanhoe, hvor middelalderens angelsaksere og normanner, der til slut forenes med kong Richard som samlende midtpunkt, er samtidige skotter og englændere i forklædning.

1809 var Scott med til at starte The Quarterly Review, der blev et indflydelsesrigt litterært tidsskrift af konservativ observans. 1811 købte han den lille herregård Abbotsford, som han indrettede i pseudomiddelalderlig stil, men med alle moderne bekvemmeligheder. Da et forlag, han var medejer af, gik fallit i 1826 med en kæmpegæld, følte han sig imidlertid personlig forpligtet til at betale.

I kraft af de store indtægter fra romanerne lykkedes det; men den enorme arbejdsindsats skadede hans helbred, og den forcerede produktion gavnede ikke kvaliteten af de sidste romaner.

Alligevel må Walter Scott på grund af sit fortælletalent og den lyrisk-dramatiske intensitet i de bedste af romanerne placeres blandt verdenslitteraturens største.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig