Thomas Moore, 1779-1852, irsk forfatter og komponist. Han blev født i Dublin, men kom til London, hvor han studerede jura og blev en feteret sanger. Hans Irish Melodies (1807-34), digte til musik af ham selv og John Stevenson, blev fremført i den britiske hovedstad, hvor de vakte sympati for den irske frihedssag. Den orientalske versfortælling Lalla Rookh (1817) skabte ham et ry, der i samtiden kunne måle sig med lord Byrons og Walter Scotts; han gjorde sig tillige gældende som politisk satiriker. Nu er han mest kendt for sine sange ("The Last Rose of Summer") og for sit venskab med Byron. Det gjorde ham nemlig til arving af digterens uudgivne "Memoirs", som han imidlertid brændte. I stedet udgav han Letters and Journals of Lord Byron, with Notices of his Life (1830).