Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Keats

Oprindelig forfatter CSJ Seneste forfatter Redaktionen

John Keats, tegnet på dødslejet i Rom af vennen Joseph Severn, 1821.

John Keats, tegnet på dødslejet i Rom af vennen Joseph Severn, 1821.

John Keats, 31.10.1795-23.2.1821, britisk forfatter, en af de betydeligste digtere i den britiske romantiks anden generation sammen med bl.a. George Gordon Byron og Percy Bysshe Shelley.

John Keats' liv og værk har givet næring til myten om det originale, men af sin samtid kun delvis anerkendte digtergeni.

Det er da også sandt, at han i løbet af sit korte liv, som på det personlige plan var fyldt af modgang og tragik, gennemløb en digterisk udviklings- og modningsproces, hvis eksplosive karakter er næsten uden sidestykke i litteraturhistorien, og skabte et værk, hvis kvaliteter først i 1900-t. har vundet fuld anerkendelse.

Annonce

John Keats blev født i Finsbury i London, hvor faderen var indehaver af udlejningsstalde. 1803-11 gik han på kostskole i Enfield og fik her, via den åndeligt beslægtede Charles Cowden Clarke (1787-1877), søn af skolens rektor, sine første, men afgørende litterære påvirkninger fra Edmund Spenser og andre engelske renæssancedigtere.

Ligeledes gennem Clarke blev han senere indført i kredsen af intellektuelle og kunstnere omkring den politisk radikale London-digter og essayist Leigh Hunt, som en samtidig konservativ kritiker nedsættende betegnede "The Cockney School".

John Keats' far døde i 1804, moderen i 1810. I 1811 blev han efter endt skolegang sat i apotekerlære. 1815 påbegyndte han medicinstudier i London, men afbrød dem året efter for at hellige sig digtningen, og fra ca. 1818 falder hans personlige og litterære dannelseshistorie næsten fuldkommen sammen, hvilket brevene til familie og venner, samlet og udgivet posthumt i 1848, giver et privilegeret indblik i.

John Keats' digteriske øvelser, hvoraf de første stammer fra 1814 og stadig viser spor af indflydelsen fra bl.a. Hunt og renæssancedigterne, blev udgivet i Poems (1817). Samlingens mest bemærkelsesværdige digt er "Sleep and Poetry", hvor Keats forudser sin egen udvikling som digter og gør op med tidens herskende smag inden for digtning.

1818 udkom den store versromance Endymion, som trods en fortale, hvori John Keats undskylder digtets fejl og generelle umodenhed, blev udsat for voldsom og personligt sårende kritik. Han fortsatte imidlertid sit arbejde, overbevist om sit talent: "I think I shall be among the English Poets after my death", skriver han i et brev som reaktion på kritikken.

1819 forlovede John Keats sig med Fanny Brawne, et forhold, som dog aldrig blev helt lykkeligt, og trådte i løbet af året fuldt i karakter som digter. Mellem januar og september forfattede han "The Eve of St. Agnes", "La Belle Dame sans Merci", "Lamia" og ikke mindst de store oder ("Ode to Psyche", "Ode to a Nightingale", "Ode on a Grecian Urn", "Ode on Melancholy", "Ode on Indolence" og "To Autumn"), hans største digteriske bedrifter.

I disse på samme tid sansemættede og gennemreflekterede digte mejsles hans indsigt i livets sammensatte og modsætningsfyldte karakter: Snart længes han mod et liv i følelsernes vold, snart i tankens; snart lokker en tilværelse i isolation og stilstand, snart vil han gribe aktivt ind i det sociale og politiske, være "physician to all men".

Konstant brydes en intens, næsten erotisk fryd ved tingenes flygtige sansekvaliteter med en higen efter et liv i kunstens — og dødens — sfære af uforanderlighed og fuldkommen skønhed. Digtene blev udgivet i samlingen Lamia, Isabella, The Eve of St. Agnes, and Other Poems (1820). Bedst kendt blandt de seneste værker er oden til den græske vase, hvis fine og intellektuelt suggestive stil kan stå som symbol for Keats' digtning.

1819 var imidlertid også året, hvor John Keats mærkede de første symptomer på den tuberkulose, som snart skulle umuliggøre vedvarende arbejde. I slutningen af 1820 drog han på rekreationsrejse med vennen, maleren Joseph Severn (1793-1879), først til Napoli, senere til Rom, hvor han døde. Han blev begravet på den protestantiske kirkegård i Rom.

Den idealisering af døden, som er et element i flere af John Keats' digte, blev hans egen død til del. Severn tegnede ham på dødslejet og bidrog hermed til den senere mytologisering af John Keats som tragisk figur, som den unge døde digter, der kun delvis nåede at realisere sit løfterige geni og med majestætisk ro mødte sin skæbne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Schatz-Jakobsen: John Keats i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105190