Lord Byron

Byron, der var en smule invalideret af en misdannelse i foden, voksede op i beskedne kår i Skotland. Som tiårig arvede han sin adelstitel efter en grandonkel. I Cambridge grundlagdes hans ry som æstetiker og ukonventionel levemand.

Fornærmet over den negative modtagelse af den noget umodne digtsamling Hours of Idleness (1807) i The Edinburgh Review udgav han i 1809 det satiriske digt "English Bards and Scotch Reviewers," et heftigt, men i digterisk henseende fremragende angreb på tidens førende digtere Robert Southey, Samuel T. Coleridge, William Wordsworth samt romanforfatteren Walter Scott.

Byron indtog sin plads i Overhuset samme år og drog derpå på en længere rejse langs Middelhavets nordlige og nordøstlige kyster, hvorfra han vendte hjem i sommeren 1811. Året efter holdt han sin jomfrutale i Overhuset til forsvar for revolutionære industriarbejdere og udgav de første to sange af det i Albanien påbegyndte lyrisk-episke digt Childe Harold's Pilgrimage med inspiration fra Middelhavsrejsen.

Efter et mislykket ægteskab indgået i januar 1815 med Anabella Millbanke (1792-1860), med hvem han fik datteren Augusta Ada, forlod Byron i april 1816, skandaliseret af skilsmissen, Storbritannien for stedse. I Genève slog han sig for en tid ned hos Mary Shelly og Percy Bysshe Shelley sammen med sin veninde Jane Clairmont (1798-1879), Mary Shelleys stedsøster.

Da Jane i efteråret 1817 vendte tilbage til Storbritannien med deres et halvt år gamle datter Allegra, rejste Byron videre til Italien, hvor han førte et udsvævende liv, indtil han bosatte sig i nærheden af Ravenna. I april 1819 mødte Byron, som da havde påbegyndt sit lange satiriske digt Don Juan, grevinde Teresa Guiciolli (1800-73) i Venedig.

Hun gav ham både et varigt kærlighedsforhold og en politisk vækkelse til den nationalistiske bevægelse, der gik over Europa. Byron måtte flygte sammen med Teresas familie til Pisa i oktober 1821. Samme år var han, tilskyndet af en britisk hjælpekomité, blevet interesseret i den græske frihedsbevægelse rettet mod tyrkerne.

I sommeren 1823 udrustede han et krigsskib og sluttede sig i januar 1824 til oprørslederen Alexander Mavrocordato (1791-1865) i Missolonghi ved Patras-bugten. Byron døde af gigtfeber om foråret, før det kom til træfninger med besættelsesmagten.

Digtet Childe Harold's Pilgrimages særlige stemning ramte noget centralt i tiden og gjorde med ét slag Byron til en fejret kontroversiel, litterær skikkelse. Det i nogen grad selvbiografiske digt i en versform lånt fra Edward Spensers The Faerie Queene (1590-1596) fik tilføjet den tredje sang i 1816 og den fjerde og sidste i 1818 (på dansk Junker Harolds Pilgrimsfærd, 1880).

I digtet lagdes grunden til den "byronske helt": en melankolsk og rastløs ener i opposition til gængse normer og bærende på en følelse af ubestemt skyld, en skikkelse, som blev konsolideret i Byrons senere forfatterskab, særlig i de dramatiske digte Manfred (1816) og Cain (1821).

Don Juan, Byrons hovedværk, har titelfigurens skiftende kærlighedseventyr som ledetråd. Digtet er holdt i ottaverim, der egner sig glimrende til den epigrammatiske stil, hvis komiske muligheder Byron i særlig grad beherskede. I bevidst ironisk modspil til den førromantiske traditions legendariske superelsker er Byrons figur svag og eftergivende, men indeholder ellers den byronske helts karaktertræk.

Det aldrig afsluttede digt byder på såvel politisk som almenmenneskelig satire i et kritisk vue over samtidens Europa. Det 16 sange lange værk blev udgivet i grupper af sange fra 1819 (da. overs. af Holger Drachmann, 1882-1902) og fik i Danmark betydning for bl.a. Frederik Paludan-Müllers Adam Homo.

Af Byrons digtning lever i dag foruden Don Juan kun en håndfuld lyriske smådigte, som er blevet optrykt igen og igen. Byrons talrige dramaer og versfortællinger med politisk-eksotiske emner har, skønt for hovedpartens vedkommende glemt som enkeltværker, dog efterladt deres spor i kraft af den særlige byronisme, der satte afgørende præg på 1900-t.s europæiske kultur i kunst såvel som i filosofi og samfundskritik. Således også i Danmark hos den Byron-begejstrede Georg Brandes.

• Storbritanniens litteratur
• romantik