• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mary Wollstonecraft Godwin

Oprindelig forfatter LB-J Seneste forfatter Redaktionen

Mary Wollstonecraft Godwin, 1759-1797, britisk forfatter; mor til Mary Shelley. Inspireret af Den Franske Revolution og personlig modgang skrev hun den moderne feminismes manifest, A Vindication of the Rights of Woman (1792, da. Qvindekjønnets Rettigheder forsvarede, 1801-02).

Hendes tyranniske far ruinerede familien ved alkoholisme og fejlslagne projekter, og fra 19-års-alderen forsørgede hun sig selv som lærer, syerske og guvernante, indtil hun blev professionel skribent i London.

Hun udgav en bog om pigeopdragelse, romanen Mary (1788) og afhandlingen A Vindication of the Rights of Men (1790, Et forsvar for menneskers/mænds rettigheder), som fremhæver revolutionens idealer om personlig frihed.

Annonce

Hovedværket om kvindernes rettigheder kritiserer patriarkatets kvindeundertrykkelse, især Jean-Jacques Rousseaus romantiske kønsfilosofi.

I Paris skrev hun revolutionens historie og fik en datter med en amerikansk forretningsmand; da han svigtede hende, forsøgte hun flere gange selvmord. Efter en Skandinaviensrejse udkom Letters Written during a Short Residence in Sweden, Norway, and Denmark (1796).

I 1797 ægtede hun filosoffen William Godwin, fødte datteren Mary (senere gift Shelley) og døde i barselsseng. Posthumt udkom romanen Maria; or the Wrongs of Woman (1798, Maria eller uretten mod kvinden), et angreb på ægteskabet. Godwin skildrede hende i en biografi som kvindeemancipationens heltinde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Mary Wollstonecraft Godwin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=232459



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Mary Wollstonecraft Godwin
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik