Henry Fielding

Henry Fielding var en britisk dramatiker og romanforfatter. Henry Fielding gik på Eton, hvor han blev ven med de senere prominente politikere George Lyttelton og William Pitt d.æ., som siden støttede ham.

Som dommer i London fra 1748 kæmpede han en indædt kamp mod korruption og arbejdede desuden for sociale reformer.

I 1734 giftede han sig med Charlotte Cradoc, modellen til Sophie i Tom Jones. Hendes død i 1744 ramte ham hårdt, men tre år senere giftede han sig med hendes kammerpige og veninde Mary Daniel.

Hans helbred blev imidlertid stadig ringere, og han døde på en rejse til Lissabon i et forgæves forsøg på at blive rask under sydlige himmelstrøg.

Henry Fielding havde betydelig succes som dramatiker, men opgav denne virksomhed, da der i 1737 blev indført censur. Hans mest livskraftige stykke var Tom Thumb (1730), der parodierer tidens svulstige tragediestil.

Karrieren som romanforfatter begyndte ved et tilfælde; han irriteredes over hykleriet i Samuel Richardsons meget populære roman Pamela (1740) og skrev en anonym parodi, Shamela (1741), der snart efterfulgtes af hans første egentlige roman, Joseph Andrews (1742, da. 1749).

Også denne begynder som en parodi på Pamela, men snart får den selvstændigt liv. Det er en pikaresk roman om en vandrende eventyrer, der som Tom Jones (1749, da. 1778-80) er påvirket af Miguel de Cervantes Saavedra. Et tredje hovedværk, mere beundret i samtiden end i dag, er Amelia (1751, da. 1782-83).

Fielding var ikke blot skønlitterær forfatter, men også særdeles virksom som journalist og redaktør. Hans velskrevne rejsebog, The Journal of a Voyage to Lisbon, blev udgivet posthumt i 1755.

Henry Fielding er en af de vigtigste bidragydere til udviklingen af den moderne prosafortælling. Da han først havde opgivet parodien på Samuel Richardson, tog han sit forfatterskab meget alvorligt og udviklede i indskudte passager i sine bøger en hel romanteori. Han omtalte Joseph Andrews som "et epos på prosa" og angav dermed sin inspiration og den alen, han vil måles med.

Holdningen i bøgerne er aristokratisk, i modsætning til Samuel Richardsons småborgerlighed, men historien er altid moralsk, og jævne personer som Tom Jones og den elskelige pastor Adams, Joseph Andrews' mentor og uadskillelige ledsager, skal tages lige så alvorligt som en hovedfigur i et traditionelt epos.

Dette forhindrer dog ikke, at Henry Fielding blandede humor ind i alvoren; helhedsindtrykket bliver da en blanding af spøg og alvor, poesi og prosa, og bøgerne lever i kraft af deres uforglemmelige personer, medrivende handling og suveræne sprogkunst.